Nordjysk ordfører vil af med Løkke

Foto: TV2/Nord

Venstres retsordfører Karsten Lauritzen, som er valgt i Nordjylland, kræver nu Lars Løkke Rasmussens afgang.

Det stormvejr, som Venstres formand Lars Løkke Rasmussen i øjeblikket befinder sig i, tager nu til. Venstres retsordfører Karsten Lauritzen trækker på tirsdagens gruppemøde sin støtte til partiformanden, erfarer DR Nyheder.

Karsten Lauritzen, som er valgt for Venstre i Nordjyllands Storkreds, har ikke længere tillid til Lars Løkke Rasmussen og mener, at formandens bilagssager skygger for Venstres politik. Derfor ser han hellere en anden overtage formandsposten i partiet.

Sammen med kulturordfører Michael Aastrup Jensen og SU-ordfører Mads Rørvig vil Lauritzen på gruppemødet kræve, at Lars Løkke Rasmussen træder tilbage.

Mandag fortalte et andet af Venstres nordjyske folketingsmedlemmer, Preben Bang Henriksen, til TV2/Nord, at han ikke længere bakker op om Lars Løkke Rasmussen.

Flere nyheder fra TV2 Nord