Nordjysk par vinder drømmebryllup

Efter hård konkurrence er det endelig afgjort - Nanna Vestergaard og Matias Svensson fra Brovst blev vindere af radio NOVAs konkurrence om et bryllup til 150.000 kroner.

Det er et sandt kærlighedseventyr - efter at have kendt hinanden i ti år og have fået to børn, har Nanna og Matias fra Brovst vundet et drømmebryllup.

- Det har været de længste tre måneder i mit liv, fortalte Nanna til radioen kort tid før resultatet blev afsløret.

Og da de blev kåret til vindere i radioen, kunne hverken Nanna eller Matias holde tårerne tilbage. Du kan se mere til den episode i vores udsendelse 19.30.

Det lykkelige par mødte hinanden, da de blot var 14 og 19 år gamle. Dengang blev Nanna konfirmeret, og allerede på det tidspunkt sagde Matias, at han drømte om at se den hvide konfirmand i en anden hvid kjole i fremtiden.

Matias friede til Nanna, da hun var til babysvømning, og frieriet har betydet, at de endte i finalen mod et sjællandsk par.

Det unge par har delt flyers ud til naboerne i Brovst, de har deres egen Facebook-side og hele ugen har de haft travlt med at lave videoer som et led i konkurrencen.

Det har ikke været nogen nem vej til drømmebrylluppet - det sjællandske par er nemlig begge ansat i politiet, og på politiets Facebook-side kan man se et billede af parret med teksten "Se Benjamin fri til Trine i radio NOVAs konkurrence om et stort bryllup".

Men på trods af den hårde konkurrence blev det altså parret fra Brovst, der nu kan se frem mod et fantastisk bryllup på grund af den store opbakning fra hele Nordjylland.


Seneste nyt

fra Nordjylland