Nordjysk para-atlet er klar til OL

Den 35-årige parabordtennisspiller Peter Rosenmeier er udtaget til PL i Tokyo i 2020.

Han har vundet alt, der kan vindes inden for parabordtennis. Nu skal nordjyske Peter Rosenmeier endnu en gang i aktion på den store internationale sportsscene, når han er med ved PL i Tokyo i 2020.

- Jeg glæder mig selvfølgelig rigtig meget til PL i Tokyo, siger Peter Rosenmeier.

Udover titler som europamester og verdensmester kan han også bryste sig af titlen som to gange paralympisk mester med guld ved PL i Kina i 2008 og ved PL i Rio i 2016.

- De Paralympiske Lege Rio i 2016 var en stor oplevelse, men jeg er også sikker på, at det bliver et godt og specielt PL i Tokyo, siger Peter Rosenmeier.

Historiske udtagelser til PL og OL

For første gang er både en OL-atlet og en PL-atlet udtaget samtidig af Danmarks Olympiske Komité. Udover Peter Rosenmeier skal Jonathan Groth også til Tokyo for at være med til OL, som foregår få uger før PL.

- Udtagelsen af Jonathan Groth til OL og Peter Rosenmeier til PL er historisk. Det er første gang nogensinde, at en OL- og PL-atlet udtages samtidig, og det markerer den fælles front, vi kører i den olympiske og paralympiske kampagne frem mod Tokyo 2020, siger Søren Simonsen, der er DIF’s OL Chef de Mission.

Direktøren for Team Danmark ser også frem til at følge de to atleter.

- Dansk bordtennis kæmper mod nogle meget stærke nationer, og derfor er der i den grad grund til at glæde sig over, at Danmark kan sende to stærke kort til Tokyo, siger direktør Lone Hansen.

Peter Rosenmeier, der kommer fra Hadsund, har sin daglige gang i Hillerød GI Bordtennis.


Seneste nyt

fra Nordjylland