Nordjysk slagteriboss fratræder

Danish Crowns direktør gennem 27 år, den 62 årige nordjyde Kjeld Johannesen fratræder i foråret 2016 .

Nordjyden Kjeld Johannesen fratræder sin stilling som administrerende direktør i Danish Crown. Det sker helt præcist 1. april 2016.

Kjeld Johannesen meddelte allerede for godt et år siden, at han ønskede at fratræde i løbet af foråret 2016 efter 45 år i branchen. Han har beskæftiget sig med slagteribranchen, siden han som 18-årig fik plads som kontorelev på slagteriet i Hurup.

I 1988 satte han sig i CEO-stolen i det nordjyske slagteriselskab Wenbo, og i 1990 etableres Danish Crown og bliver startskuddet på konsolideringen af den danske slagterisektor. En konsolidering, der med fusionerne med henholdsvis Vestjyske i 1998 og Steff Houlberg i 2001 endegyldigt cementerer Danish Crowns rolle som en af Europas førende fødevarevirksomheder.

De seneste 15 år har Kjeld Johannesen især haft fokus på en international udvikling af koncernen. Med strategisk opkøb i en lang række lande har Danish Crown i dag en markant markedsadgang globalt.

Når han i begyndelsen af det nye år overlader stolen til en anden, overlader han også styringen af en international koncern, som igennem en årrække har været verdens næststørste på sit område, og som i dag er verdens største eksportør af svinekød.

- Kjeld Johannesen er en unik leder, som over årene har formået at binde hele værdikæden sammen. Han har forstået at udvise både stor forståelse for ejersiden - og har samtidig haft fokus på den stadig mere internationale udvikling af afsætningen. Jeg tror ikke, at man mange steder i erhvervslivet kan pege på et menneske med mere detaljeret kendskab til alle lag i en virksomhed, siger koncernens bestyrelsesformand Erik Bredholt.

Til at overtage den alsidige opgave har Danish Crowns bestyrelse efter en grundig søgeproces valgt Jais Valeur. Jais kommer fra et job som Executive Vice President hos Arla Foods, hvor han med enkelte afstikkere til hhv. Royal Unibrew og New Zealand Dairy Board har været siden 1986 i en række funktioner.

- Jais Valeur har både et indgående kendskab til international afsætning - og en stærk forståelse for, hvad det vil sige, at en stor koncern er ejet af sine råvareleverandører. Vi har valgt ham, fordi vi er overbeviste om, at han er den bedste til at løfte den tunge arv efter Kjeld Johannesen, siger Erik Bredholt.

Danish Crowns bestyrelsesformand peger også på, at det er sundt for en stor koncern ind imellem at få nyt blod tilført.

Jais Valeur tiltræder medio november, og efter en kort introduktionsperiode overtager han det fulde ansvar i begyndelsen af 2016.


Seneste nyt

fra Nordjylland