Nordjysk software er i finalen om landets bedste iværksætter-projekt

Den nordjyske virksomhed PRE.DO er i finalen om landets bedste iværksætter-projekt

Efter kun få måneders udvikling er nordjyske PRE.DO udvalgt til at dyste i finalen om fornem titel og en halv millioner kroner.

Udvælgelsen af PRE.DO er baseret på de nordjyske it-iværksætteres softwareplatform til erhvervslivet, der kan gribe medarbejdernes mange ideer, formalisere ideerne til en struktureret proces og bl.a. skabe nye produkter, forbedre interne processer osv. med afsæt i gennemarbejdede business cases.

For selvom ideerne myldrer frem i de danske virksomheder, er der mangeartede bremseklodser, som sætter en stopper for at raffinere ideerne og tappe forretning ud af dem.

- At arbejde med ideer er uhyre komplekst, spørg bare de ansatte ude i virksomhederne. Med vores software ved vi dog, at det kan lade sig gøre at forvandle ideer til konkrete produkter. Derfor er vi også stolte over at blive udvalgt blandt SEED’s finalister,” fortæller Christoffer Mørch, medstifter af PRE.DO.

Udover at kæmpe om æren bliver det bedste iværksætter-projekt i SEED-finalen også belønnet med en halv million investerings-kroner fra venturefonden.

- Vi er interesserede i at hjælpe lokale såvel som globale virksomheder til at få bearbejdet og skudt de gode ideer ud over rampen, så de kan få gladere kunder og en bedre forretning. Det er egentlig helt grundlæggende, hvad PRE.DO handler om, siger medstifter Maj-Britt Sørensen fra den nordjyske it-virksomhed.

Til finalen skal juryen, der blandt andre tæller Jesper Buch stifter af Just-Eat m.v. og kendt fra DRs Løvens Hule, høre om, hvordan ansatte i en virksomhed kan benytte PRE.DO softwaren hele vejen fra at få gjort de flyvske tanker til flyvefærdige prototyper og business cases, der er klar til investering og udvikling.

- Vi har gennem mange år hjulpet virksomheder med at designe produkter og services - og vores kunder har længe efterspurgt en løsning, som den vi nu udvikler, siger Thomas Broen fra PRE.DO.

PRE.DO-platformen hjælper således i den indledende ide-fase medarbejderne med at få overblik over indkomne forslag og kvalificere ideerne til, hvordan de eksempelvis løser presserende kundebehov, skaber nye vækstområder eller optimerer eksisterende forretningsområder.

Den store værktøjskasse i PRE.DO-softwaren gør det herefter blandt andet muligt at tildele interne ressourcer i virksomheden, få lagt det nødvendige budget, igangsætte konkurrentovervågning og ikke mindst samle de nødvendige byggesten til det første beta-produkt.

Hele konceptet med værktøjskassen i PRE.DO's intelligente software er at berige ideer, minimere usikkerheder og udvikle de robuste business cases, som en virksomheds ledelse skal satse på fremadrettet.

- Vi har kun bygget på platformen i få måneder, men interessen vi møder er mildt sagt overvældende. PRE.DO rammer virkelig et stort behov, så vi arbejder på højtryk for at kunne komme på markedet måske allerede sidst på sommeren, siger medstifter og direktør for PRE.DO, Uffe Koch.

PRE.DO skal dyste i SEED-finalen - SEED Discovery Day 2017 - den 10. maj på Danmarks Tekniske Universitet (DTU),  i selskab med de ni andre finalister.

Flere nyheder fra TV2 Nord