Nordjysk soldat såret af vådeskud i Afghanistan

Militærpolitiet i Camp Bastion efterforsker de nærmere omstændigheder omkring ulykken.

Under en opgave nær Camp Bastion i Afghanistan blev en dansk soldat mandag morgen såret af et vådeskud.

Den sårede soldat kommer fra Stabs- og Logistikkompagniet og er udsendt af Trænregimentet i Aalborg.

Soldaten har det efter omstændighederne godt, og han har selv været i stand til at underrette sine pårørende via telefon, oplyser Hærens Operative Kommando (HOK).

Det danske militærpoliti i Camp Bastion efterforsker i øjeblikket de nærmere omstændigheder omkring ulykken.

Efter at være blevet ramt af skuddet modtog han førstehjælp, inden han blev transporteret til felthospitalet i Camp Bastion.


Seneste nyt

fra Nordjylland