Nordjysk svineproducent snød elever for 43.000 kroner

Arkivbillede. Foto: TV2/Nord (Arkivfoto)

To elever har fået efterbetalt i alt 43.000 kroner fra nordjysk svineproducent, som snød dem i løn.

Patricia Gregersen begyndte som elev hos landmand Ejgil Jørgensen i november 2009. Men i januar i år havde hun fået nok af forholdene på hans gård. Det skriver Fagbladet 3F.

- Vi elever lærte ikke noget og blev ikke regnet for noget. Vi var bare billig arbejdskraft. Vi fik skældud hele tiden. Jeg fik en depression af at være på gården. Det var en rigtig dårlig elevplads, fortæller hun.

21-årige Thomas Loft Jensen sagde op efter tre måneder på gården, fordi han ikke kunne få den løn, han havde krav på.

- Jeg arbejdede mere end 37 timer om ugen. Men Ejgil ville ikke betale mig weekendtillæg. Det mente han ikke, jeg var god nok til. Jeg blev snydt voldsomt, siger Thomas Loft Jensen.

Landmand Ejgil Jørgensen vil ikke udtale sig om sin underbetaling af eleverne.

- Jeg har ingen kommentarer. Sagerne er afsluttet, siger han til Fagbladet 3F.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord