Nordjysk talent må ikke komme til Bayern München

Han er landsholdspiller og bare 15 år. Nu vil storklubben Bayern München have den unge nordjyske fodboldspiller Nikolai Ritter på kontrakt. Men hans klub FC Midtjylland siger nej

Han må nøjes med at se klubben lidt fra afstand - hjemme hos mor i Tranum. En kontrakt med FC Midtjylland forhindrer nemlig det unge talent i også at jonglere med bolden i Tyskland.

- Jeg tror, det kunne have været mega fedt. At komme til et andet land og spille fodbold. Det er altid det, man har drømt om, siger Nikolai Ritter

Men drømmen er brast. FC Midtjylland har kontrakt med nordjyden indtil han bliver 18 år og kan derfor bestemme over Nikolai Ritter.

- Hvis man går helt ind til benet og spørger om de virkelig har lyst, så bliver det en anden virkelighed: Ned til Tyskland og sidde i en lejlighed helt alene som 15-årig. Men jeg har da forståelse for, at det kunne være spændende for ham, siger akademidirektør i FC Midtjylland, Claus Steinlein.

Ikke overraskende er Nikolai Ritter en smule ærgelig.

- Det var lidt træls, man kunne jo godt tænke sig at komme til en storklub.

Nikolai Ritter går på efterskole i Ikast - Næste år gælder det "Fodboldakademiet" hos FC Midtjylland - derfor er mor også glad for at det ikke foreløbigt bliver til længere væk end Midtjylland

- Har han det lidt træls en dag, så kan vi køre derned. Det kan vi ikke, hvis det er Tyskland, forklarer Vibeke Thomsen.

Selvom FC Midtjylland har sagt nej til tilbudet fra Bayern München i denne omgang, så kommer der flere i fremtiden spår klubben

- Det er et kæmpe skulderklap til Nikolai. Men jeg er sikker på, at det ikke er den eneste chance, han får i fremtiden, siger Claus Steinlein fra FCM.


Seneste nyt

fra Nordjylland