Nordjysk vandsportleder modtager hæderspris

Foto: Dansk Sejlunion

Bent Ulrik Niss fra Nordjydsk Windsurfing Klub i Nørresundby fik lørdag klubudviklingspris på 25.000 kroner.

I Nordjydsk Windsurfing Klub i Nørresundby har de en næstformand og leder af klubbens surfskole, der er lidt ud over det sædvanlige.

I hvert fald hvis man skal tro Dansk Sejlunion. På generalforsamlingen lørdag, som blev holdt i Svendborg, valgte unionen nemlig at give årets Klubudviklingspris til Bent Ulrik Niss fra den nordjyske windsurfingklub.

Prisen kommer med en pengegave på 25.000 kroner og bliver givet til en klub, gruppe eller enkeltperson, der gør en forskel inden for sejlsportens frivillige arbejde.

Bent Ulrik Niss - næstformand i Nordjydsk Windsurfing Klub og leder af klubbens surfskole - fik lørdag overrakt Dansk Sejlunions Klubudviklingspris 2017 på 25.000.

- Din indsats i Nordjydsk Windsurfing Klub er et bemærkelsesværdigt eksempel på, hvordan en klub kan få et højt aktivitetsniveau og skabe forandring, når man griber mulighederne. Det er i høj grad din fortjeneste, at der er samlet et stærkt team af trænere. Du både er og har været tovholder på vandsportevents og andre aktiviteter i surfmiljøet, som har tiltrukket i hundredevis af deltagere, lød det blandt i talen til Bent Ulrik Niss.

- Jeg er dybt berørt og dybt taknemmelig over at modtage den her pris, og jeg er dybt taknemlig over at være del af Nordjydsk Windsurfing Klub, sagde Bent Ulrik Niss efter overrækkelsen.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord