Nordjysk virksomhed kræver rum-lovgivning

Den nordjyske virksomhed GomSpace var på Christiansborg for at argumentere for en rum-lov.

Nordjysk virksomhed var i dag på Christiansborg for at få politikerne til at interessere sig for såkaldt rumlovgivning.

For Nordjylland er helt fremme i Danmark, når det gælder rumfartsindustri - både inden for forskning og erhvervslivet. Aalborg-virksomheden GomSpace, der udvikler satelitter, er den eneste af sin slags i landet.

Torsdag besøgte virksomheden Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget. Virksomheden ønsker at politikerne laver en såkaldt rumlovgivning, så den kan få bedre eksportmuligheder og dermed også bedre muligheder for vækst.

-Når vi kommer og snakker om de her fantastiske satellitter, så er folk altid positive. Og det var de (udvalget, red.) også. Det er vores fornemmelse, at de kunne se en pointe i, at vi tænke ud over forskning og udvikling og tænke erhverv for branchen, siger Niels Buus, administrerende direktør i GomSpace.

I udvalget var man meget positiv over for GomSpace.

-Jeg tillader mig at synes, at det vil være en tåbelig stat, der ikke vil være interesseret i, at være med til at udnytte nogle muligheder som en virksomhed gør opmærksom på. Vi har viden, vi har talenterne til det, vi skal bare have lidt hjælp til at komme ud over rampen. Det tror jeg bestemt, der vil være stor opbakning til, siger Orla Hav fra Socialdemokraterne. 


Seneste nyt

fra Nordjylland