Nordjyske arbejdspladser på spil efter regerings forhøjelse af energiafgiften.

Afgiften forventes at indbringe fire milliarder til skattelettelser, men industrien frygter, at det vil få ødelæggende konsekvenser for konkurrenceevnen på det internationale marked.

På Fibertex i Aalborg har de et energiforbrug, som vil sætte grå hår i hovedet på enhver forbruger.

Energiforbruget ligger på 50 millioner kroner om året og virksomheden ligger blandt de højeste i Nordjylland. Derfor kom det som en trist nyhed, at regeringen vil finansiere skattelettelser ved at forhøje energiafgiften løbende år efter år.

- Hvis vi bliver ved med at blive belastet med konkurrenceforvridende afgifter i forhold til vores konkurrenter, så kan vi blive tvunget ud i en situation, hvor vi er nødt til at investere i udlandet - hvor vi måske hellere havde foretrukket at investere i Danmark, siger administrerende direktør hos Fibertex, Michael Meulengracht.

Fibertex forventer at skulle betale mellem 150 og 200.000 kroner mere i forhøjede afgifter i 2008. Regeringen vil lade afgifterne følger den almindelige prisudvikling herhjemme, men det gør det svært for en virksomhed, der afsætter sine produkter på det internationale marked. Skattepolitisk ordfører hos de konservative, Jakob Axel Nielsen, har ikke tiltro til, at virksomhederne vil nedsætte energiforbruget, hvis ikke det var pålagt en afgift.

- De skal forsøge at omlægge til andre energikilder - og det gælder over hele verden, at regeringer har den her målsætning, siger Jakob Axel Nielsen.

Men Dansk Industri tror ikke på, at de forhøjede afgifter vil få den ønskede effekt.

- Det er næsten ikke til at komme i tanke om den produktionsvirksomhed, som ikke bruger energi på den ene eller anden måde. De kan så overveje at lægge det til en underleverandør i Tyskland eller Ukraine, hvor det såmænd ikke er sikkert, at miljøet bliver bedre af at lægge det derud, mener underdirektør i Dansk Industri, Richard B. Larsen.


Seneste nyt

fra Nordjylland