Nordjyske atleter drager til Special Olympics

13 para-atleter tog fredag afsted mod Abu Dhabi for at deltage i dette års Special Olympics.

Selvom stormen rasede udenfor Aalborg Lufthavn fredag formiddag, så var det ikke nok til at holde 13 nordjyske deltagere til Special Olympics fra at hoppe ombord på flyveren og tage øst på. 

Abu Dhabi skal fra den 14. til den 21. marts lægge by til den største sportsbegivenhed i 2019, hvor i alt 89 danske para-atleter skal i kamp. 

- Jeg tror, vi klarer det godt. Jeg håber på at vinde i hvert fald, fortæller Camilla Nielsen, der skal spille fodbold til det enorme stævne, hvor mere end 7.000 udviklingshæmmede fra 170 lande deltager. 

De danske atleter stiller op i 10 forskellige discipliner. Det gælder alt fra atletik og bowling til fodbold og håndbold. Og de tror på sejren. 

- Det skal man altid tro på, og det tror jeg, sagtens vi kan. Vi har en god bred trup, og jeg stoler på mine holdkammerater, så jeg er ikke nervøs, fortæller håndboldspilleren Stefan Nielsen kort før afgang. 

Det store stævne bliver skudt i gang ved en stor ceremoni på Zayed Sports City Stadium i Abu Dhabi den 14. marts. 


Seneste nyt

fra Nordjylland