Nordjyske badmintonstjerner videre i Hong Kong Open

Både damedoublen, med Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen, og Jan Ø. Jørgensen i herresingle er videre til semifinalerne ved Hong Kong Open.

De nordjyske badmintonspillere er gjort af en særlig støbning. Det beviste de igen fredag, da både Jan Ø. Jørgensen og damedoublen Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen spillede sig videre fra hver deres kvartfinale og dermed altså er snublende tæt på at tage hjem fra turneringen med medaljer.

Damerne slog duoen Jongkolphan Kititharakul og Rawinda Prajongjai fra Thailand i tre sæt med cifrene 19-21, 21-16, 21-18. I semifinalen venter der dem en ukendt modstander i form af kineserne Yixin Bao og Xiaohan Yu, som tidligere i turneringen har slået etterne på verdensranglisten.

Og 28-årige Jan Ø. Jørgensen holder fast i den imponerende form, der sikrede ham China Open i sidste uge. Efter at have slået Wong Wing Ki Vincent fra Hongkong ud i kvartfinalen med cifrene 21-19, 21-17 er han godt på vej mod endnu en Super Series-finale.

Jan Ø. Jørgensen er den eneste seedede spiller tilbage i herre single-rækken, og dermed er han altså favorit til at tage guldet. Men først skal han altså lige forbi en endnu ukendt modstander i semifinalen.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland