Nordjyske badmintontalenter blev trænet af verdensstjerner

De nordjyske OL-sølvvindere i badminton var tirsdag tilbage i Nordjylland. Her svang de ketcheren og delte ud af træningstips og OL-erfaringer for at inspirere nogle af Nordjyllands største badmintontalenter til at gå i deres fodspor.

15 unge talenter og to verdensstjerner indtog tirsdag morgen badmintonbanerne i Gigantium. OL-sølvvinderne Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl var gæstetrænere for badmintontalenterne fra idrætsklasserne på Sønderbroskolen i Aalborg.

- Det er professionelle badmintonspillere, vi bliver trænet af, så mange af vores medspillere tager det lidt mere seriøst, så vi får mere ud af det, siger Mathias Pedersen, som går i niende klasse på Sønderbroskolen.

Christinna Pedersen indledte sin badmintonkarriere i Gug Badminton Klub, mens Kamilla Rytter Juhl sled sine første ketchere op i badmintonklubben i Skagen. Den nordjyske duo har haft et fantastisk år og ligger nummer to på verdensranglisten. Nu vil de gerne give andre nordjyske badmintontalenter et skub mod verdenstoppen.

- Det er fedt at komme tilbage til Nordjylland. Det er fedt at få lov til at se sådan et setup, som de har her i Aalborg. Det er anderledes, end da jeg var her selv og var på deres alder, så det at få lov til at komme tilbage til den her landsdel og give dem noget inspiration og noget træning, synes vi er rigtig tiltalende, siger Christinna Pedersen.

OL-sølvvinderne træner til daglig med resten af landsholdet på elitecentret i Brøndby, men tirsdag blev de aalborgensiske badmintontalenter kørt igennem nogle af de træningsøvelser, der har gjort den nordjyske damedouble til en af verdens bedste.

- Vi vil gerne inspirere dem til at gøre tingene ordentligt. At være grundige med det, de laver. Nyde, at de kan få lov til at spille badminton om morgenen. Det er jo sådan nogle tilbud, som vi ikke havde, da vi gik i folkeskolen, siger Kamilla Rytter Juhl.

Sønderbroskolen tilbyder muligheden for at kombinere den almindelige skolegang med sport på eliteniveau. Det sker blandt andet igennem to ugentlige morgentræninger, hvor eleverne træner den idræt, de i forvejen dyrker på højt plan.

- Det vigtigste for dem er jo at få så god en skolegang som muligt, men at der samtidig er forståelse for at idrætten fylder utroligt meget, og at man gerne vil dygtiggøre sig inden for den og forsøge at nå så langt som muligt, siger Torben Sørensen, elitekoordinator ved Elitesport Aalborg.

Mathias Pedersens badmintondrømme har fået endnu mere liv efter tirsdagens stjernemøde.

- Jeg håber, at det bliver ligesom dem. Selvfølgelig håber jeg det. Jeg håber, at det bliver højt plan, jeg kan spille på, siger han.

Og Mathias Pedersen og de 14 andre spillere, der deltog i tirsdagens morgentræning, kan sagtens drømme videre.

- Jeg var jo så heldig at være på banen med nogle af de unge spillere og træne lidt med, og det var fedt at mærke, at der var noget kvalitet bag, så det var en fed oplevelse, siger Kamilla Rytter Juhl.

Efter morgentræningen holdt badmintonstjernerne oplæg for hele overbygningen på Sønderbroskolen, hvor de fortalte om sommerens OL-oplevelse i Rio.


Seneste nyt

fra Nordjylland