Sidste godkendelse på plads: To nordjyske banker slås sammen

Sparekassen Vendsyssel og Dronninglund Sparekasse er godkendt til fusion af Finanstilsynet. De to nordjyske sparekasser fortsætter fremover under navnet Sparekassen Vendsyssel.

Finanstilsynet har tirsdag godkendt sammenlægningen af Dronninglund Sparekasse og Sparekassen Vendsyssel. Når de to sparekasser fusionerer, vil fusionsselskabet blive landets største sparekasse målt på antallet af garanter.

De to nordjyske sparekasser vil fremover gå under navnet Sparekassen Vendsyssel. Dronninglund Sparekasse er derfor fortid som selvstændig bank.

Sammenlægningsaftalen blev enstemmigt vedtaget den 5. september på repræsentantskabsmøderne i de to sparekasser. Konkurrencemyndighederne har efterfølgende godkendt sammenlægningen, og nu er sidste del på plads, efter Finanstilsynet den 15. oktober besluttede at godkende sammenlægningen.

Dronninglund fortsætter som fond

Dronninglund Sparekasse bliver derfor nedlagt som finansiel virksomhed. I stedet oprettes en velgørende fond med en kapital på 120 millioner kroner. Fonden skal støtte aktiviteter i lokalområdet. Det oplyser Sparekassen Vendsyssel i en pressemeddelelse.

Kunder i Dronninglund Sparekasse bliver automatisk en del af Sparekassen Vendsyssel. Efter fusionen vil Sparekassen Vendsyssel have flere end 150.000 kunder, hvoraf 48.000 er garanter.

Sparekassen Vendsyssels historie går tilbage til 2001 hvor Vrå Sparekasse og Jelstrup Lyngby Sparekasse slog pjalterne sammen. Siden er Sparekassen Vendsyssel vokset løbende gennem fusioner og opkøb.

Sparekassen Vendsyssel var blandt andre mellem opkøberne, da hedengangne EBH Bank krakkede, og i 2012 kom Sparekassen Limfjorden og Sparekassen Hvetbo under Vendsyssel-vingerne.

I 2016 opkøbte Sparekassen Vendsyssel fire afdelinger af Den Jyske Sparekasse og åbnede for første gang en afdeling i København. Senest har Sparekassen Vendsyssel overtaget Østjydsk Bank, og nu er det så Dronninglund Sparekasse, der skal indlemmes i den stadigt voksende forretning.


Seneste nyt

fra Nordjylland