Nordjyske elever løb for lungesyge børn: Indsamler mere end 500.000 kroner

7.700 nordjyske folkeskoleelever deltog fredagen før påske i Team Rynkeby Skoleløbet, der samler penge ind til Børnelungefonden.

Alvorligt lungesyge børn kan se frem til en hjælpende hånd fra børn med helt velfungerende lunger. Fredagen før påske løb i alt 108.000 elever fra 340 skoler i hele landet for at samle penge ind til Børnelungefonden. Det gjorde de ved Team Rynkebys skoleløb. 

Af de 108.000 elever, der deltog i det velgørende løb, er de 7.000 fra nordjyske skoler. 34 nordjyske folkeskoler skoler sendte deres elever på løbetur. På den måde indsamlede de nordjyske skoler 535.000 kroner ind til lungesyge børn.

- Eleverne har ikke alene formået at sætte fokus på Børnelungefondens vigtige arbejde – de sikrer også en imponerende donation til Børnelungefondens fortsatte, livsvigtige arbejde, siger Carl Erik Dalbøge, direktør i Team Rynkeby Fonden, der står bag Team Rynkeby Skoleløbet. 

Størstedelen af de indsamlede penge vil Børnelungefonden uddeles til forskning, der er målrettet de mest kritiske lungesygdomme, der kan ramme børn. 

Udover de mange indsamlede kroner, så håber Carl Erik Dalbøge, at børnenes deltagelse i skoleløbet har givet dem en god oplevelse, de kan tage med sig. 

- Jeg håber, at eleverne ser tilbage på deres deltagelse i løbet med oplevelsen af, at det rent faktisk er muligt at slå en bule i universet, når vi står sammen og gør en indsats for at flytte noget, fortæller Carl Erik Delbøge.

På landsplan blev der i alt indsamlet 7,5 millioner kroner til Børnelungefonden. 


Seneste nyt

fra Nordjylland