Nordjyske feriecentre i krise

De store feriecentre med privatejede boliger, vandlande og andre fælles faciliteter er hårdt presset økonomisk. Flere projekter er udskudt eller truet - bl.a. to nordjyske

Privatejede fritidsboliger placeret i feriecentre med badelande, idræts- eller golffaciliteter er blevet en totalt uinteressant luksus. Der er praktisk talt ingen efterspørgsel mere på nye ferieboliger til sommer- eller helårsbrug de steder.

Det rammer også de projektmagere, der oven på mange års forbrugsbølge har sat projekter om nye feriecentre i søen og nu kæmper med banken. Siden midt i 2007 er det gået tilbage, og realisering af flere planlagte feriecentre er alvorligt truet eller lagt helt på is. Det gælder ikke mindst i Nordjylland, men
også på Sjælland.
Et par steder i Nordjylland er planlagte feriecentre presset alvorligt. I Løkken er projektet Sea West med planlagt vandland og 500 feriehuse foreløbig stillet i bero efter bygning af kun cirka 70 huse. Den lokale turistformand tror ikke længere på projektet, efter at selskabet Strandhotellerne med fem feriecentre i Jylland har trukket sig fra projektet.
Ved Frederikshavn har projektet med det eksotiske navn Palm City Family & Golf Resort også lommesmerter, men selskabet bag forhandler med kommunen, så en bankgaranti kan frigøre likvid kapital til det fortsatte byggearbejde.
Foreløbig er der kun bygget en enkelt feriebolig i to etager,men direktør Otto Stavad fra Palm City Properties A/S siger til Ritzau, at byggeriet kommer i gang til foråret. Han oplyser, at en tredjedel af 746 planlagte ferie- og golflejligheder er solgt. Men handlerne skulle være betinget af, at selve
centerdelen samt golfbaner og andre faciliteter er til rådighed.


Seneste nyt

fra Nordjylland