Nordjyske flypendlere er rasende

08:51

1 af 2

Skat har givet bornholmerne bedre befordringsfradrag, men den gavmildhed koster nordjyske pendlere en formue. Nu gør nordjyderne oprør.

Bente Dahl fra Dronninglund er økonomisk blevet væltet omkuld, efter at skat har ændret fradragsreglerne for hendes daglige flyture mellem Aalborg og København

-Det har indtil videre kostet mig 300.000 kroner med tilbagevirkende kraft. Fremover bliver der også tale om ganske mange penge, siger Bente Dahl

Folk, der pendler til og fra arbejde, trækker antal kørte kilometer fra i skat - uanset hvilken transportform, de vælger. Sådan har det været i 30 år, men i 2009 får de bornholmske flypendlere som en særregel lov til at fratrække deres faktiske udgifter til flybilletten - fordi der ikke er ret mange landevejskilometer på øen at trække fra.

Skat fastslog i 2011, at bornholmerreglen nu også skulle gælde alle andre flypendlere i landet - med tilbagevirkende kraft fra 2009.Det betød, at de nordjyske flypendlere mister et stort beløb, når de ikke længere må bruge kilometerfradrag og må nøjes med at trække de faktiske udgifter fra.

-Det er bøllemetoder ud over alle grænser, for der var ingen, der undervejs havde fortalt os, at vi ikke længere måtte bruge kilometerfradraget, siger Bente Dahl.

Det nordjyske folketingsmedlem Bjarne Laustsen har fulgt pendlersagen nøje og han kan sagtens forstå nordjydernes frustration.

- Sagen bærer præg af vilkårlighed. Bornholmerne blev glade, men de nordjyske flypendlere betaler prisen. Det er urimeligt. Man kunne sagtens have tilgodeset bornholmere ved at give dem et særligt fradrag. Så havde man ikke behøvet at skade nordjyderne. Og netop i Nordjylland er det vigtigt med et pendlerfradrag, fordi vi ligger så langt fra København, siger Bjarne Laustsen (Socialdemokraterne).

Flere nyheder fra TV2 Nord