Nordjyske hjertereddere hyldet i København

Flere nordjyder har modtaget hyldest for deres livreddende indsats ved et stort arrangement i København.

Tilbage i 2014 sad Ole Hald Kristensen i sin stue og tjekkede nyheder, mens resten af familien, hans hustru og to børn, var på vej i seng. Ole Hald Kristensen får pludseligt hjertestop, falder ned af stolen og rammer en radiator med hovedet.

Derfor skynder hans hustru, Helle Quist Kristensen, sig ind i stuen, starter hjertemassage, og den ældste datter ringer 1-1-2. Falckredderne kommer 6 minutter senere og støder med hjertestarter 6 eller 7 gange, før der kommer liv i Ole Hald Kristensen igen.

Og for at vise sin store taknemmelighed har Ole Hald Kristensen fra Støvring indstillet sin hustru og to døtre til prisen som Årets Hjerteredder. Og fredag blev de tre hjertereddere så hyldet ved et stort arrangement i København. 

- Når man vækker en person, der har haft hjertestop, ved man jo som pårørende ikke, hvad der bliver vækket. Men da Ole vågnede og snakkede om aliens og fægtede med armene for at få slangerne af, så vidste jeg, at alt var, som det skulle være. At han var helt sig selv, sagde Helle Quist Kristensen grinende til og om sin mand ved arrangementet. 

Nordjysk mand reddet

Udover familien fra Støvring havde nordjyske Allan Juul fra Nibe også indstillet sin søn Johannes Juul til prisen som Årets Hjerteredder. 

Allan Juul fik hjertestop sidste år, da han skulle hjælpe sønnen med at flytte i ny lejlighed. Og da sønnen Johannes Juul opdagede, at faren havde fået hjertestop, trådte Johannes Juul straks til med livreddende førstehjælp. 

Og det kan han glæde sig over den dag i dag, at han gjorde. Allan Juul har sidenhen indstillet sønnen Johannes Juul til prisen som Årets Hjerteredder, og derfor modtog han også hyldest fredag ved arrangementet i København. 

Det er Hjerteforeningen, der står bag kåringen af Årets Hjerteredder, og i alt har de modtaget 54 indstillinger til prisen. Samtlige indstillede har modtaget en tak og en hyldest, og nu er tre så endeligt nominerede til prisen som Årets Hjerteredder 2019.

Og blandt de endeligt nominerede er Johannes Juul, der reddede sin far Allan Juul fra Nibe. 

Den hjerteredder, der får flest stemmer, bliver hyldet som Årets hjerteredder 2019 til Hjertegalla, der sendes live på TV 2 Charlige lørdag 9. marts.


Seneste nyt

fra Nordjylland