Nordjyske industriansatte går senere på pension

Industriansatte i Nordjylland bliver markant længere på arbejdsmarkedet, end de gjorde for ti år siden.

De industriansatte i Nordjylland holder gang i hjulene i længere tid end for ti år siden.

Den gennemsnitlige pensionsalder i industrien rundede sidste år for første gang rundet 65 år, viser en ny opgørelse fra Industriens Pension. Det skriver de i en pressemeddelelse.

De ansatte i industrien og fødevareindustrien med bopæl i Region Nordjylland går i gennemsnit mere end halvandet år senere på pension, end de gjorde for ti år siden. Mens den gennemsnitlige pensionsalder for industriansatte i regionen i 2008 lå på 63,7 år, var tallet således steget til 65,3 år sidste år.

Kombination af flere årsager

Forsikringsdirektør i Industriens Pension, Joan Alsing, peger på flere årsager til, at medlemmerne bliver længere tid på arbejdsmarkedet og venter med at skyde pensionsudbetalingerne i gang.

- De helt oplagte forklaringer er naturligvis den stigende folkepensionsalder og reformen af efterlønnen. Men derudover mærker vi, at flere er mere opmærksomme på, hvad nogle ekstra år på arbejdsmarkedet betyder for opsparingen og privatøkonomien. Endelig tror jeg også, at det kan spille ind, at mange virksomheder har øget fokus på at fastholde de ældre medarbejdere, siger Joan Alsing.

Godt gang i beskæftigelsen

Joan Alsing peger på, at det går rigtig godt for beskæftigelsen i industrien, og at ældre medarbejderes arbejdskraft og erfaring er efterspurgt mange steder.

- Det er tydeligt, at der er stigende fokus i dansk erhvervsliv på at sikre fleksible og gode muligheder for ældre medarbejdere. Det afspejler sig formentlig også i tallene, siger Joan Alsing.

Tendensen kan ses i alle kommuner i regionen. I Aalborg Kommune er pensionsalderen for industriansatte f.eks. steget fra 63,5 år i 2008 til 65,3 år i 2018, mens den i samme periode i Frederikshavn er steget fra 63,7 år til 65,4 år.


Seneste nyt

fra Nordjylland