De første 24 timer efter valget blev udskrevet: Nordjyske kandidater er klar til kamp med højt humør

Nordjyske kandidater glæder sig over, at der er udskrevet valg, for selvom det er hårdt, så er det sjovt, lyder meldingen. 

De første 24 timer efter, der blev trykket på den berømte valgknap, er særligt hektiske for de opstillede kandidater.

Også for de nordjyske kandidater - debutanterne såvel som de mere garvede. 

Og netop tre af de garvede nordjyske folketingspolitikere, Ane Halsboe Jørgensen (Socialdemokratiet), Lisbeth Bech Poulsen (SF) og Karsten Lauritzen (Venstre) var onsdag aften til det første store vælgermøde i denne valgkamp.  

- De første 24 timer er hektiske. Man skal have styr på planlægning af alle de dage, der kommer, og alle de frivillige skal have styr på alle deres lokale ting. Og så løb vi jo alle ud fra Christiansborg for at fange den første flyver til Nordjylland. Det er super, nu er vi i gang, og jeg glæder mig rigtigt meget, siger Ane Halsboe Jørgensen.

Der var i alt meldt fire kandidater fra fire forskellige partier til, da der onsdag var inviteret til valgdebat på Studenterhuset i Aalborg. Det var Socialistisk Folkeparti og Venstre, der i samarbejde havde stablet en debat på benene mellem fire stærke kandidater, Karsten Lauritzen (Venstre), Lisbeth Bech Poulsen (SF), Ane Halsboe Jørgensen (Socialdemokratiet) og Christina Egelund (Liberal Alliance).

Moderator var Ole Droob, rektor på Hasseris Gymnasium. De fire politikere skulle i debatten give deres bud på hvad der er valgets vigtigste emner, og hvad de gerne vil have valget til at handle om.

Der vil efterfølgende være mulighed for publikum at stille spørgsmål til politikerne.

- Vi skal snakke om hvad vi i fællesskab kan gøre for Nordjylland. Og ja, så vil jeg selvfølgelig gerne snakke om, hvordan vi finansierer vi vores samfund, og hvordan skaber vi vækst og arbejdspladser, siger Karsten Lauritzen (Venstre).

Valgkampen er for alvor nu skudt i gang - og varer frem til valget den 5. juni.

- Det er hektisk og samtidig kan man se frem til fire uger med valgkamp. Det er lidt et maraton fra morgen til aften. Men det er jo vigtigt for os, og jeg kan i hvert fald godt lide at føre valgkamp og komme ud og snakke med folk og få dem overbevist om at det er det rigtige, vi vil, siger Lisbeth Bech Poulsen fra SF.

- Det er hårdt, og det er sjovt, og det er enormt givende for vi når at tale med en masse nordjyder, tilføjer Ane Halsboe Jørgensen.

Alle kandidaterne glæder sig over, at valgkampen samtidig betyder, at de kommer til at være meget mere på hjemmebanen i Nordjylland - end de normalt får tid til, når de skal passe jobbet på Christiansborg.


Seneste nyt

fra Nordjylland