Nordjyske kommuner bestemmer selv over beskæftigelse

En mindre revolution er på vej til de nordjyske jobcentre.

De nordjyske kommuner er som de første i landet gået sammen om at blive frikommuner. Det betyder, at kommunerne bliver fritaget for en lang række regler på beskæftigelsesområdet, og at de til gengæld får mere frihed til selv at bestemme.

- Vi bruger for eksempel ressourcer på samtaler med en række borgere, der faktisk godt kan selv, hvorimod der så ikke er ressourcer nok til mere intensiv indsats overfor de borgere, der har brug for større hjælp, siger arbejdsmarkedschef i Jammerbugt Kommune Jannie Knudsen. 

Fra den 1. juli er det regelrytteri slut. I stedet er det op til jobcenteret i den enkelte kommune at bestemme, hvordan, hvor ofte og hvorfor de vil tage kontakt til borgere, der står uden for arbejdsmarkedet.

- Vi mener, det er medarbejderen, der er klogest på de borgere, de sidder med, og vi mener, det er medarbejderen, der er klogest på den indsats, de konkrete planer og de konkrete aftaler, der er med borgeren, siger Jannie Knudsen.

Det betyder blandt andet, at samtaler med jobcenteret fremover kan ordnes via Skype, og at mentorer overtage nogle af socialrådgivernes opgaver.

- Det betyder, at vi på den måde kan gøre noget for borgerne, som er mere fleksibelt, fremfor den her rigide lovgivning, som har været gældende på arbejdsmarkedsområdet. Jeg regner faktisk med, at vi i Nordjylland har været med til at ændre lovgivningen, sådan at den bliver mere fornuftspræget, fremfor at den bliver så rigid, som den er nu, siger formanden for KKR Nordjylland, Mogens Gade.

Udover de fem frikommuneforsøg, der træder i kraft fra 1. juli, har de nordjyske kommuner ansøgt at yderligere 24 forsøg, de gerne vil prøve af i løbet af det næste år.


Seneste nyt

fra Nordjylland