Nordjyske kommuner i nyt EU-projekt: Naturpleje skal være en bedre forretning

Fem nordjyske kommuner er med i et nyt EU-projekt, som skal sikre værdifuld natur og gøre naturpleje til en bedre forretning for lodsejeren.

Det kan være lidt af en udfordring at passe på sårbar og sjælden natur for en landmand, uden det koster knaster.

Det skal nu gøres lettere ved hjælp af et helt nyt EU-projekt, som fem nordjyske kommuner er med i. På landsplan er otte kommuner med, og i samarbejde med landbruget og Naturstyrelsen har de fået godkendt et projekt, der blandt andet skal gøre naturpleje til en bedre forretning for lodsejeren.

Projektet hedder ”Landmanden som naturforvalter”, og finansieres af EU- Kommissionens LIFE-program, som er et såkaldt ’integreret naturprojekt’. Det betyder, at det favner bredt og omfatter så forskellige emner som en forbedret ejendomsstruktur, vækst og udvikling i landdistrikterne samt vandmiljø og klimamål.

Virkemidlerne i projektet vil være jordfordeling, dannelse af fællesskaber omkring afgræsning, afsætning af kødet og mere viden om optimering af de støtteordninger, der er til naturafgræsning.

 
 

Projektet er målrettet sjælden og sårbar natur – primært i ådalene i 11 Natura 2000-områder med i alt 31 delområder fordelt over de 8 kommuner.

Erfaringerne og de værktøjer, der udvikles undervejs, skal også kunne bruges af andre, så flere forskellige naturområder kan blive græsset og få det bedre med rigere plante og dyreliv.

Det samlede beløb er på 130,1 mio. kroner EU betaler 60 % af udgifterne, den statslige medfinansiering er på 33 mio. kroner, kommunerne lægger samlet set 8 mio. kroner i projektet, og resten finansieres af Aage V. Jensens Fond og 15. Juni Fonden.

Projektet starter officielt den 1. januar 2018, og strækker sig over godt 8 år.


Seneste nyt

fra Nordjylland