Nordjyske kommuner vil lave effektiv beskæftigelsesindsats som frikommuner

De nordjyske kommuner har samlet sig og bedt indenrigsminsteren om at blive frikommuner med særligt fokus på en effektiv beskæftigelsesindsats.

Frederikshavn, Læsø, Hjørring, Brønderslev, Jammerbugt, Morsø, Thisted, Aalborg, Rebild, Vesthimmerland og Mariagerfjord kommuner er gået sammen i et netværk om at søge Social- og Indenrigsministeriet om at blive frikommuner.

Ideen er, at kommunerne bliver undtaget statens regler på visse områder for at nytænke og prøve nye metoder af. De nordjyske kommuner har i ansøgningen lagt vægt på at lave en 'mere fleksibel og effektiv beskæftigelsesindsats, herunder også nytænkning af integrationsområdet', lyder det i ansøgningen fra samtlige 11 nordjyske kommuner. 

Hjørring, Brønderslev og Frederikshavn kommuner er også gået sammen i et netværk, der søger om frikommunestatus for at arbejde med 'behovsorienteret vandløbsvedligehold'. 

43 netværk af kommuner har søgt om at blive en del af Frikommuneforsøg II fra 2016 til 2019. Til forskel fra Frikommuneforsøg I (2012-2015) er kommunerne i det nye forsøg organiseret i netværk af frikommuner, der samles om at lave forsøg indenfor et fælles tema.

Social- og Indenrigsminister Karen Ellemann siger:

- Det er dejligt, at så mange har lyst til at være en del af frikommuneforsøget. Ansøgningerne rammer nogle af de udfordringer for kommunerne, som optager mig meget. Det handler blandt andet om bedre integration af beboere i udsatte boligområder, mere sammenhængende indsatser for den enkelte borger på tværs af forvaltninger og tættere samarbejde mellem aktører på sundhedsområdet. Jeg glæder mig til at dykke dybere ned i ansøgningerne, inden jeg til september løfter sløret for, hvilke kommuner der får mulighed for at afprøve deres ideer.

Oversigt over ansøgninger kan ses her

Fakta om det nye frikommuneforsøg

  • Det nye frikommuneforsøg organiseres omkring netværk af frikommuner, hvor et antal kommuner går sammen om et fælles tema og nytænker indsatsen sammen.
  • De udvalgte frikommuner vil inden for temaet for netværket kunne søge om fritagelse fra regler eller ændret regelgrundlag. Den eneste begrænsning for, hvad der kan søges om, er forsøg, som er i strid med grundloven eller EU-regler, giver frikommunerne økonomiske fordele på bekostning af andre eller bryder med borgernes retssikkerhed.
  • Det nye frikommuneforsøg indgår i aftalen mellem regeringen og KL om opfølgningen på aftalen om kommunernes økonomi for 2016.
  • Der kan findes yderligere information om frikommuneforsøget på www.sim.dk. Herunder kan der bl.a. læses om udvælgelsen af de nye frikommunenetværk samt eksempler på forsøg fra Frikommuneforsøg I.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland