Nordjyske kvinders blærebakterier gør læger klogere på inkontinens

Et nyt forskningsprojekt i Hjørring skal påvise sammenhængen mellem kvindesygdomme og bakterier i blære, skede og tarm. 100 nordjyske kvinder deltager.

Man har i mange år troet, at urinblæren var steril. Men nu viser det sig, at der er masser af gode bakterier i urinen, som beskytter mod blærebetændelse og inkontinens. Bakterierne har højst sandsynligt noget at gøre med hvilke bakterier, der findes i skeden og tarmen – og det skal man nu blive klogere på ved Regionshospital Nordjylland i Hjørring.

Derfor lægger 100 nordjyske kvinder sig på briksen for at bidrage til forskningsprojektet. Halvdelen af deltagerne er mellem 18 og 50 år, mens resten er over 55 år. Det er nemlig ofte kvinder i overgangsalderen, som rammes af blæresygdommene.

Og der er brug for forskning på området, lyder det fra afdelingslæge og forsker Louise Arenholt fra Regionshospital Nordjylland i Hjørring, der står i spidsen for projektet.

quote - Det er kvinder, der ikke kan tage i byen og købe ind, uden at de skal tisse fire gange.

Louise Arenholt, Regionshospital Nordjylland

- Kvindesygdomme som inkontinens er et stort tabu, og det er også et forsømt felt indenfor den sundhedsvidenskabelige forskning, siger hun.

Hun møder ofte kvinder, hvis hverdag og tilværelse er fuldstændig styret af problemer med blæren.

- Det er kvinder, der ikke kan tage i byen og købe ind, uden at de skal tisse fire gange. Eller kvinder, der ikke vil tage med til fest eller fritidsaktiviteter, fordi de frygter at blive våd, siger Louise Arenholt.

Forskningsprojektet skal beskrive de normale bakterier i blæren hos kvinder før og efter overgangsalderen. Lægerne bruger en ny laboratorieteknik, hvor de undersøger DNA fra bakterierne i skeden, blæren og tarmen. Målet er at forebygge og måske endda kurere blæresygdomme.

- Med dette projekt vil vi afdække en lille brik af det store puslespil, der omhandler forståelsen af blæresygdomme og forhåbentlig kunne finde bedre behandlinger, siger Louise Arenholt.

Bakterier i blæren blev på en forskningskonference i Canada for nylig udråbt til fremtidens store fokusområde.


Seneste nyt

fra Nordjylland