Nordjyske mænd fravælger barsel

Nordjyske fædre ligger i bunden, når det kommer til at tage barsel. En ny opgørelse viser, at nordjyske fædre tager langt mindre barselsorlov end fædre i København.

Frokosten er serveret for Ane på 10 måneder. Det er hendes far, der står for det i villaen i Gug, for han har taget ni ugers barsel.

- Det betyder, at jeg kommer til at lære hende at kende på en anden måde, end hvis jeg var på arbejde fra 8-16 og kun ser hende nogle timer, inden hun skal i seng og et par timer om morgenen. Man får ikke samme kendskab til sit barn, hvis ikke man får den her periode hjemme, siger Frank Løvgren Carstensen, der er gymnasielærer, når han ikke er på barsel.

Frank tager mere barsel end de fleste nordjyske mænd. En opgørelse fra Danmarks Statistik viser, at de nordjyske fædre, der tager barselsorlov, i gennemsnit tager 28 dage, mens københavnske fædre i snit tager 52 dage.

- Det har noget at gøre dels med en kultur, hvor vi heroppe i Nordjylland ikke synes, vi skal rokke så meget ved de kønsroller, der er. Her er det altså kvinderne, der får tingene til at hænge sammen, og det er også kvinderne, der tjener mindst, så man kan sige, at der ligger nogle kalkuler bag, som har sat sig i kulturen, siger arbejdsmarkedsprofessor ved Aalborg Universitet, Henning Jørgensen.

quote Jeg har taget 14 dage, de gange jeg har haft barsel. Det var det, jeg synes var okay og måske også lidt kulturen her. Det er det, man tager.

Simon Strand, ingeniør, Aalborg

På pumpevirksomheden Alfa Laval i Aalborg er de fleste ansatte mænd. Over frokosten bliver der ikke talt ret meget om barsel. Både mænd i produktionen og på kontoret tager typisk ikke mere barselsorlov end de obligatoriske 14 dage, de kan få med fuld løn.

- Jeg har taget 14 dage, de gange jeg har haft barsel. Det var det, jeg synes var okay og måske også lidt kulturen her. Det er det, man tager, siger Simon Strand, der er ingeniør hos Alfa Laval.

Der er flere akademikere i København og de tager mere barsel end faglærte, som der er mange af i Nordjylland. Typisk har de mandlige akademikere også en bedre overenskomst end de faglærte i forhold til barsel, men det handler også om kultur erkender mændene på Alfa Laval.

- Det kan da godt være, vi er mere gammeldags. Vi er nok lidt mere konservative i Nordjylland, siger Jonas Lindgren, der er salgssupporter hos Alfa Laval.

Frank Løvgren Carstensen blev opfordret af sin arbejdsplads til at tage en lang barsel.

- Min arbejdsplads spurgte, om jeg var sikker på, at jeg ikke ville have noget mere orlov. Der var opbakning til det og de har været til støtte med at få vikarer til mine hold, siger gymnasielæreren Frank Løvgren Carstensen.

Mange par vælger at lade moren tage hele barslen, fordi hun ofte har en lavere løn end faren. Derfor er det ikke så dyrt at lade hende gå på dagpenge. I Gug synes Frank, at hans ni ugers barsel er for lidt. Han ville godt have haft en længere barsel, selvom det havde kostet familien penge.

- Jeg ville gerne have haft lidt mere, men min kone ville ikke af med alt for meget, fordi hun ville amme længe, siger Frank Løvgren Carstensen.

Hvis de nordjyske mænd skal tage noget mere barsel, så skal de tvinges til det, for de gør det ikke af sig selv. Det mener arbejdsmarkedsprofessor Henning Jørgensen, der vil øremærke tre måneder af barslen til mænd.

- Det vil være godt for ligestillingen på arbejdsmarkedet, og mænd har godt af at passe deres egne børn, siger Henning Jørgensen.

 

Seneste nyt

fra Nordjylland