Nordjyske Martin sætter rekord: Sejler med Oslo-båden 100 gange

Martin Christiansen fik tilbage i oktober en tosset ide: Han ville sejle frem og tilbage mellem Frederikshavn og Oslo 100 gange - i morgen mandag lykkedes det. Privatfoto

Han sejler fordi, han ikke kan lade være – og nu har han mødt sit livs kærlighed ombord, norske Heidi

- Jo, det er da en lidt tosset ide.

Sådan lyder det fra den 44-årige Martin Christiansen, der siden 3. oktober har taget turen Frederikshavn-Oslo og retur igen hele 99 gange. I morgen aften er han klar til tur nummer 100 med færgen Stena Saga, der stævner ud fra Frederikshavn.

- Besætningen ombord smiler da lidt ad mig, men de kender mig, og det gør mange af de andre ombord også, så det er virkelig dejligt, der er et godt fællesskab, og man bliver nærmest som familie, siger Martin Christiansen, da TV2Nord fanger ham på telefonen på vej mod Oslo med Stena Saga for gang nummer 99.

Martin Christiansen er 44 år og stammer fra Ingstrup i Vendsyssel, og det var lidt en tilfældighed, der gjorde, at han nu er tæt på at kalde sig rekordindehaver – som en person, der har sejlet flest gange frem og tilbage med færgen Stena Saga.

Det var et besætningsmedlem ombord, der tilbage i efteråret gjorde Martin Christiansen opmærksom på, at der var en, der havde sejlet med i hele seks uger. Den rekord satte Martin Christiansen sig for at ville slå. 

Mødte kærligheden til søs

Den rekord må man sige, han forlængst har slået. Og målet blev så sat til 100 ture med færgen.

Martin Christiansen tager del i så godt som alle de aktiviteter, der er ombord på Stena Saga. Lige fra bingospil og lykkehjul til quizzer, og især dansegulvet ombord trækker voldsomt i førtidspensionisten, der på land har eget hus i Vester Hjermitslev.

- Jeg elsker at danse og jeg danser hver aften, lyder det fra Martin Christiansen uden tøven i stemmen.

- Så hygger jeg mig, og der er heldigvis altid mange, der vil danse, fastslår han.

Særligt een elsker han at danse med. For det var på dansegulvet, at han mødte sin Heidi.

 

Hun dukkede ligesom bare op midt i det hele

Martin Christiansen som mødet med sin Heidi ombord

- Jeg havde lige luret lidt på hende, fortæller Martin Christiansen om mødet med sit livs kærlighed til søs.

Det var gennem nogle fælles venner, at de to rendte ind i hinanden, da der var gjort klar til dans ombord.

Yndlingsbandet ”Martines” spillede, og Martin Christiansen tog chancen og inviterede norske Heidi med på dansegulvet.

- Hun ville heldigvis gerne danse, og hun går også meget op i danseband, fortæller Martin Christiansen, der indrømmer, at det absolut ikke var en del af planen med at sejle 100 gange Frederikshavn-Oslo tur-retur at kærligheden lige skulle dukke op.

- Nej, hun dukkede ligesom bare op midt i det hele, fortæller han.

 

Martin mødte sin Heidi på dansegulvet ombord på Stena Saga. De er begge vilde med at danse. Privatfoto

 

Sender live på Facebook

Heidi Nilsen er 38 år og bor til dagligt i Oslo og var tilfældigvis med ombord med nogle venner, da de mødtes, og måske hun på forhånd også havde lidt hørt om den ”tossede dansker”. For han er lidt af kendis ombord – og på de sociale medier.

For en del af tiden ombord bruger Martin Christiansen på de sociale medier. Martin Christiansen sender af og til live fra Stena Saga på Facebook, ligesom han sender oplysninger om sig selv og sine mange ture på Youtube.

- Jeg brugte ikke Facebook meget tidligere, men det, må jeg sige, jeg gør nu. Så kan alle mine venner følge med, og jeg får også mange beskeder, fortæller han.

 

Jeg snakker med alle folk ombord, og jeg hygger mig, for jeg kan godt lide at komme i kontakt med alle. 

Martin Christiansen

På Facebook opfordrer han også folk til at sende ham gavekort, så hans rekordforsøg har kunnet blive en realitet. Og nu er han altså meget tæt på at kunne skrive sin historie og sit navn ind i Guinness Rekordbog.

- Jeg snakker med alle folk ombord, og jeg hygger mig, for jeg kan godt lide at komme i kontakt med alle. Og så er det jo herligt, at der efterhånden er så mange, man kender, og de genkender mig, så bliver jeg glad, fortæller Martin Christiansen, der siden oktober, da de mange sejladser tog sin begyndelse har udvidet sin vennekreds såvel ombord som på de social medier betydeligt.

Søstern vasket tøjet

De første mange gange, tog Martin Christiansen turen hjem til Vester Hjermitslev, når Stena Sage lagde til mandag morgen i Frederikshavn. Så havde han lige nogle timer, inden han igen om aftenen skulle stå klar på kajen i Frederikshavn.

- Jeg kunne lige nå hjem og klippe hæk, slå græs og smide en pizza i ovnen, men jeg kunne knap nok nå at vaske tøj, så det blev for stressende, forklarer han.

Så lavede han en aftale med sin søster om, at han bare kunne blive i Frederikshavn, så skulle hun nok sørge for at få vasket hans tøj, så det kunne være klar til afgang igen om aftenen.

- Tidligere så jeg min søster måske en gang om måneden, men nu ser jeg hende en gang om ugen – så det er jo godt. Til gengæld er det for lang tid siden, jeg har set min far, siger Martin Christiansen.

Han var hjemme hos familien i Vendsyssel i julen, da Stena Saga ikke sejlede i juledagene.

- Jeg har det da lidt skidt med, at det efterhånden er så længe siden, jeg har set min far, men det er jo ikke nemt at nå det hele, siger Martin Christiansen.

Skifter kahyt på hver tur

Martin Christiansen har fået tilbudt en fast kahyt ombord på Stena Saga, men det har han takket nej til.

- Jeg skal da prøve nogle forskellige, der sker altid noget nyt, når man flytter rundt på færgen. Og så skal jeg jo finde ud af, hvor den bedste seng er, griner Martin Christiansen, der tydeligvis glæder sig over jævnligt at skifte naboerne ombord ud.

 

Martin Christiansen tager i morgen hul på sin tur nummer 100 mellem Frederikshavn og Oslo. Privatfoto

Efter de seneste fire måneder at have set rigtigt meget vand – og den flotte indsejling i Oslo-fjorden flere gange end de fleste, så må Martin Christiansen indrømme, at han savner at se noget grønt indimellem.

- Jeg savner at se træer, fortæller han og tilføjer, at han i øvrigt ikke lider de store afsavn, når han sejler.

Oslo trækker

Hvor længe han bliver ved med at tjekke ind på Stena Saga, ved han ikke. Planen var, at han ville slå rekorden og komme i Guinness Rekordbog – og så ville det være slut. Men nu er han i tvivl.

- Jeg må indrømme, at søen lokker mere end det, der hjemme, siger Martin Christiansen, som er meget i tvivl om, hvad fremtiden vil bringe.

Heidi Nilsen er fra Oslo, og ligesom Martin elsker hun at danse ombord på Stena Saga, når der er gode danseband. Privatfoto

 

For han har mest lyst til at fortsætte livet ombord på Stena Saga, som han har gjort siden oktober, men han føler også et savn og et ansvar over for sin familie, sin søster og far, og så er der jo kærligheden i Oslo.

- Ja, uh, den er svær. Måske jeg går i land i Oslo, det er lidt hårdt bare at være weekend-kærester, siger Martin Christiansen, som ikke lægger skjul på, at han gerne vil være endnu flere timer sammen med sin Heidi.

Foreløbig gør han klar til tur nummer 100, når han i morgen aften atter er at finde på dansegulvet ombord på Stena Saga, der igen sætter kurs mod Oslo.

Forsiden lige nu