Nordjyske politikere fører dobbelt valgkamp

To kandidater i Nordjylland fører valgkamp til både europaparlamentsvalget og folketingsvalget.

Det er først tilladt at hænge valgplakater til folketingsvalget op lørdag efter klokken 12. Alligevel har folketingskandidaterne Bo Ritterbusch fra Liberal Alliance og Torsten Ringgaard fra Enhedslisten allerede hængt deres valgtplakater op i lygtepælene i Nordjylland. 

quote Jeg står jo for det samme det ene og det andet sted, så hvis folk er enige i det, jeg står for, så synes jeg egentlig, at det er fair, at man kan stemme på mig begge steder.

Torsten Ringgaard, Enhedslisten.

Årsagen skal findes i, at de to kandidater også stiller op til Europaparlamentsvalget, hvor det altså er tilladt at hænge valgplakater op allerede nu. Bo Ritterbusch og Torsten Ringgaard er to af de kandidater på landsplan, der fører dobbelt valgkamp. 

- Når man kigger i kalenderen, så skal man lige huske, hvad det er for et debatmøde, jeg er på vej til nu. Er det et EU-møde eller Folketinget, vi er på vej ud til, lyder det fra Bo Ritterbusch. 

Valgkampserfaring og genkendelighed

Begge kandidater erkender, at der er en bagtanke - eller et håb om en særlig effekt - ved at stille op til begge valgkampe.

- Ideen i at stille op til to valg er i virkeligheden at få noget valgkampserfaring, forklarer Torsten Ringgaard, mens Bo Rittersbusch håber på noget ekstra genkendelighed på stemmesedlen. 

- Jeg håber på, at det bliver en fordel, at jeg er synlig på stemmesedlen ved det første valg, og så er der måske flere, der kan stemme på mig til Folketinget, lyder det fra Bo Ritterbusch. 

Du føler ikke, at det er at drive gæk med vælgerne, at de både kan stemme på dig til det ene og det andet?

- Nej, det synes jeg egentlig ikke. Jeg står jo for det samme det ene og det andet sted, så hvis folk er enige i det, jeg står for, så synes jeg egentlig, at det er fair, at man kan stemme på mig begge steder, siger Torsten Ringgaard. 


Seneste nyt

fra Nordjylland