Nordjyske skoler under gennemsnittet

I dag havde Pernille Vigsø Bagge fra Socialistisk Folkeparti kaldt Undervisningsminister Troels Lund Poulsen i samråd. Hun ønsker flere midler til skoler i udkantsområder, som kæmper med en dårlig social arv.

Skoleområdet skal endnu en gang kigges efter i sømmene. Socialistisk Folkeparti mener, at udkantsområderne er tabere, når der det gælder folkeskolen.

- Jeg kunne godt tænke mig, at der kom nogle ret konkrete initiativer på en anden udligningsreform, der betød, at de kommuner, hvor der er mange unge med forældre uden uddannelse, de får et ekstra løft, siger hun til TV2/NORD.

Derfor havde Pernille Vigsø Bakke kaldt Undervisningsministeren i samråd. Blandt andet argumenterede hun for, at flere nordjyske kommuner ligger under landsgennemsnittet, når man sammenligner karaktererne fra folkeskolens afgangseksamen.

- Jo længere du bor væk fra en stor by, jo dårligere klarer du dig, og det skal vi have vendt om på, for vi har simpelthen ikke råd til som samfund, at folk som bor i Udkantsdanmark bliver hæktet af, siger hun.

Undervisningsministeren svarer på kritikken:

- Jeg mener ikke, man kan sige, at folkeskolen i udkantskommunerne har det dårligt. Jeg mener, at der er udfordringer, som vi sammen skal løfte, men det er ikke sådan, at det er blevet dårligt. Jeg er så enig i, at vi kan gøre det bedre, det er lige præcis derfor vi har præsenteret et folkeskoleudspil, og det ligger jeg også vægt på bliver gennemført, siger han til TV2/NORD.

Men ifølge Socialistisk Folkeparti vil Regeringen ikke gøre nok for at rette op på den sociale arv. Derfor er oppositionens udspil, at der bruges 2 milliarder kroner mere om året på at forbedre Folkeskolen.

- De skal gå til en anderledes undervisning, maks 24 elever i klassen, til at man bruger en mere praksisnær undervisning og til der kommer to-lærer-ordninger. Fordi vi ved, at det hjælper de børn, der kommer fra de uddannelsesfremmede hjem, siger Pernille Vigsø Bagge.

Det forslag imponerer dog ikke Undervisningsministeren;

- Det er vist et gratis forslag. SF har jo ingen penge til det, så det tror jeg bare er en gratis omgang. Det har jeg ikke den store respekt for, siger han til TV2/NORD.


Seneste nyt

fra Nordjylland