Nordjyske socialdemokrater i oprør

Det socialdemokratiske bagland i Nordjylland har fået nok. Nu tales der åbent om krise og svigt af partiets kerneværdier og gamle dyder.

På den seneste generalforsamling i Frederikshavn-kredsen trodsede den lokale formand, Stig Lundbo, partidisciplinen og kaldte socialdemokraterne på Christiansborg for både tonedøve og uden jordforbindelse.

- Vores kerneværdier kan ikke altid aflæses på den politik, der bliver ført på Christiansborg, siger Stig Lundbo.

I nabokommunen Hjørring bakker de frederikshavnerne op.

- Lige nu synes jeg der er et stykke vej fra Borgen og herover til os. Det virker som om det sociale hjerte er blevet lidt væk, siger Henning Mikkelsen, næstformand i Socialdemokraternes Hjørring-kreds og formand i 3F Hjørring.

- Vi skal være et rødt arbejderparti igen, for vi befinder os i den værste krise nogensinde, siger Danni Nikolajsen, formand for den lokale partiforening i Frederikshavn.

TV2/Nord har talt med flere lokale formænd i Nordjylland. Mange bakker kritikken op, men nogle mener også, at den slags klarer man internt

- Jeg har ikke fortrudt, at jeg har været med til at åbne ballet, siger Stig Lundbo, kredsformanden i Frederikshavn.

Socialdemokraternes gruppeformand, Henrik Dam Kristensen, er på ferie. Næstformanden Ane Halsboe-Jørgensen, der er valgt i Nordjylland, siger til TV2/Nord, at hun ikke ønsker at medvirke.


Seneste nyt

fra Nordjylland