Nordjyske værfter går glip af million-ordre

Blandt de nordjyske værfter, der havde budt på ordren, er Orskov Yard, og frederikshavner-virksomheden må nu vinke farvel til udsigten til det arbejde. Foto: TV2 Nord (Arkiv)

Danske Maritime kalder det en barok situation, efter det er besluttet, at fregatten Niels Juel skal repareres i Estland og ikke på nordjysk værft.

Det vækker harme i den danske martime brance, at forsvaret nu har besluttet at sende en ordre på reparation og vedligeholdelse af fregatten Niels Juel til Tallinn.

- Det er en spand iskoldt havvand i hovedet på den samlede danske maritime industri, som ikke har mulighed for at byde på andre landes krigsskibe, og hvor vi som det eneste EU-land i praksis lader andre komme til. Det er nu desværre bevist, siger Jenny N. Braat, administrerende direktør, Danske Maritime.

Også det nordjyske folketingsmedlem, Bjarne Laustsen (Socialdemokraterne) er uforstående overfor resultatet af EU-udbuddet i flere millioner kroner klassen, et udbud, der betyder, at  nordjyske værfter går glip af mange millioner i ordrebøgerne.

- For mig at se have været lige til at få udbuddet placeret i Danmark. For det første kunne man i udbuddet have stillet krav om, at en del af arbejdet skulle foregå på dansk jord, for det andet at virksomheder, der ville byde, havde en veteranpolitik og endelig som tredje krav, kunne man have indføjet en social klausul, altså at virksomheden skulle kunne præstere et vist antal lærlinge, så ville udbuddet være havnet os danske værfter og ikke i udlandet, fortæller Bjarne Laustsen.

Men forslagene fra den nordjyske formand for Folketingets beskæftigelsesudvalg og medlem af forsvarsudvalget, Bjarne Laustsen, er tilsyneladende blevet overhørt.

Tilbage i november lød meldingen ellers fra regeringen, at alt tydede på, at de danske skibsværfter kunne ånde lettet op, efter der politisk var indgået aftale om, at man i forbindelse med udbud af reparation af landets krigsskibe kunne indlægges klausuler og benspænd, der mere eller mindre ville sikre, at arbejdet havnede inden for den danske grænse, altså på danske værfter.

Det er en ordning, som flere af vores nabolande har benyttet sig af. Og dermed skulle danske værfter være sikret ordre for ialt 700 millioner kroner.

- Tilliden til de løfter og signaler og udmeldinger om intentioner, som skiftende regeringer og skiftende partier i opposition gennem de seneste år er kommet med om at sikre fair konkurrence, kan vi nu sænke ned på bunden af Østersøen. Vi påtager os en helt misforstået og meget naiv dukserolle i EU – det endda uden at vi behøver det, og uden at andre følger trop. Det er da unfair konkurrence om noget, og vi er helt til grin i den øvrige europæiske værftsindustri, siger Jenny N. Braat, adm. direktør Danske Maritime.

Blandt de nordjyske værfter, der havde budt på ordren, er Orskov Yard, og frederikshavner-virksomheden må nu vinke farvel til udsigten til det arbejde.

Har du et godt tip?