Nordjyske vinduer får nyt liv i stort genbrugsbyggeri i København

20 rækkehuse i Ørestaden får miljøvenlige genbrugsvinduer fra Himmerlands Boligforening som del af et projekt.

Udtjente vinduer fra Himmerland Boligforenings afdeling på Henning Smiths Vej i Aalborgs vestby er på vej til nyt liv i 20 rækkehuse i Ørestad Syd på Amager.

- Det hænger sammen med, at vi indgår i et såkaldt upcycling-projekt, hvor vinduer, vi ikke skal bruge længere, bliver genanvendt, samtidig med, at man opretholder en standard, der lever op til bygningsreglementet, fortæller direktør Ole Nielsen, Himmerland Boligforening.

Tre ud af fire vinduer i de nye udlejningshuse i København er baseret på vinduer, der er taget ud i forbindelse med renoveringen i Aalborg.

Men det er ikke så ligetil, som det måske kunne lyde, sådan at flytte gamle vinduer fra ét byggeri til et nyt.

- Der er flere udfordringer forbundet med at genanvende vinduer af ældre dato. For det første skal man finde tilpas store ensartede partier, og dernæst er det selvfølgelig afgørende, at de er af tilstrækkelig høj standard, til at det ikke går ud over det nye byggeris kvalitet. Der er blandt andet en grænse for, hvor gamle vinduerne må være. Vores vinduer er fra 1999, og når de bliver sammenkoblet til en tolagsløsning, kan de fint anvendes i rækkehusene i Ørestad Syd, siger Ole Nielsen fra Himmerlands Boligforening.

Vinduer, gulve og facader er genbrug

Projektet med upcyckling, som det populært kaldes at sætte gamle ting i nye sammenhænge, er med til at reducere byggeriers CO2-aftryk markant, da det kort fortalt går ud på at genanvende byggematerialer:

- Men i modsætning til traditionelt genbrug, omdanner man her eksisterende materialer og tilfører dem yderligere værdi, som ideelt set resulterer i længere levetid, forklarer Ole Nielsen.

Foruden Himmerland-vinduerne, der bliver monteret i disse måneder, er der i rækkehusene på Amager blandt andet genanvendt knust beton fra nedrevne bygninger, mens frasorteret træ bliver til facader, vægge, gulve, fodpaneler og trappetrin. 

- Byggeaffald repræsenterer sammen med udgående bygningselementer et betydeligt område, hvor der er gode muligheder for at genanvende ressourcer, der ikke nødvendigvis er udtjente. Nogle kan stort set bruges, som de er, mens andre skal forarbejdes - men det centrale er, at vi i langt højere grad end hidtil tænker i genbrug såvel som upcycling, siger Ole Nielsen.

Byggeriet i Ørestad Syd hedder Upcycle Studios og er tegnet af Lendager Group, der har specialiseret sig i at udbrede cirkulær økonomi i fremtidens bæredygtige byer, bygninger og virksomheder.


Seneste nyt

fra Nordjylland