Nordjyske virksomheder udnytter olieeventyr

Foto: Per Frank Paulsen

Der er i dag blevet indviet en ny bro over Skagerrak. En Business-bro mellem Nordjylland og den driftige Stavanger-region i Norge.

En nordjysk delegation på 40 mand var i dag i Stavanger i Norge for at indvie et nyt broprojekt. Meningen med broprojektet, er at nordjyske virksomheder skal slå mønt af det norske olieeventyr og den vækst, som det har skabt.

- Nordmænd og danskere går bare godt i spænd sammen. Og det handler ikke bare om, at vi godt kan lide at sætte os sammen og få en øl, der er også så meget andet, og det er det, vi skal udnytte, siger Hjørrings borgmester Arne Boelt.

Stavanger er Norges tredjestørste byregion med 300.000 indbyggere. Som følge af olieeventyret ude i Norskehavet og Nordsøen har man i årevis kun oplevet stor vækst, og det er det, de nordjyske virksomhedsledere og erhvervschefer med en stribe borgmestre i spidsen er taget op for at udnytte i nabolandet.

- Selvom der er lidt vand imellem, så er det jo faktisk et nærmarked, og det skal vi selvfølgelig også være med til at udnytte. Vi har nogen erhvervsdrivende med heroppe, der måske kan skabe nogen kontakter, og jeg håber under alle omstændigheder, at vi kan få skabt bro, siger Rebilds borgmester Leon Sebbelin.

- Vi kan jo se, at der er en enormt spændende økonomisk udvikling heroppe, hvor vi har rigtig meget at spille ind med, så jeg tror, vi kan supplere hinanden og få noget ud af det begge veje, siger Aalborgs borgmester Thomas Kastrup-Larsen.

Broprojektet hedder BusinessBroen Norge-Norddanmark og er støttet økonomisk af flere nordjyske kommuner og regionen, hvor der i år er 7 millioner kroner sat af til projektet.