Nordmænd opkøber billige sommerhuse

Med kun fire timers færgerejse fra Larvik eller Kristiansand er Danmark - og Nordjylland i særdeleshed - en oplagt mulighed for nordmændene at købe sommerhus.

Danske sommerhuse er i øjeblikket særligt attraktive for nordmænd. Med et prisfald som følge af finanskrisen på mere end 30 procent er de velhavende naboer begyndt at investere ved Vestkysten og på Djursland, skriver den norske avis VG.

Fire timers færgerejse fra Larvik eller Kristiansand venter 2500 sommerhuse på nye ejere, og det endda til væsentligt lavere priser end tidligere på grund af mange familiers anstrengte økonomi som følge af krisen.

Der er en million kroner at spare ved at købe et sommerhus nær kysten i Danmark i forhold til et tilsvarende ved havet i Norge. Dertil kommer, skriver VG, at man kan få iskolde bajere og lunt smørrebrød på kroen, cykelture uden stejle bakker, sandstrande og forlystelsesparker i det ferieland, som nordmænd trives bedst i. Der er bare en hage, og den er ikke så lille endda. Udlændinge må ikke købe fast ejendom i Danmark.

Men ingen regler uden undtagelser. Hvis man har "en ganske særlig stærk tilknytning til Danmark", så kan man søge købstilladelse i Justitsministeriet. Det er et hul i lovgivningen, som ikke mange benytter sig af. I de seneste 10 år har kun 362 nordmænd søgt om tilladelse til at købe sommerhus i Danmark. 283 af dem fik lov. Særlig familiemæssig tilknytning er den mest almindelige begrundelse.

Flere end 80.000 personer, der bor i Norge, har en dansk familiebaggrund, oplyser koordinator for indvandrerrelateret statistik Kristin Egge-Hovald fra Statistisk Sentralbyrå til VG. Egge-Hovald forklarer, at de kan være født i Danmark, have en eller to danskfødte forældre eller en eller flere danskfødte bedsteforældre.

Det er ikke kun familiemæssig baggrund, der gør sig gældende, hvis man vil købe sommerbolig i Danmark. Også erhvervsmæssig, kulturel og økonomisk tilknytning samt tidligere ophold i Danmark er gyldig grund.

En samkøring af norsk og dansk statistik viser, at op mod 100.000 nordmænd opfylder kravene til at kunne erhverve sig en feriebolig i Danmark.


Seneste nyt

fra Nordjylland