Norge forlænger midlertidig grænsekontrol

Foto: Per Frank Paulsen

Den midlertidige grænsekontrol for rejsende, der skal til Norge er blevet forlænget med 30 dage. Dermed skal alle passagerer på de nordjyske færger til Norge medbringe billed-id.

Skal du på skiferie i de norske fjelde eller på weekendtur til Oslo i den kommende tid, så husk endelig gyldigt billed-ID. Ellers kommer du med stor sandsynlighed slet ikke med færgen til Norge.

Vores naboer mod nord har nemlig forlænget den midliertidige grænsekontrol mod Sverige, Tyskland og Danmark med endnu 30 dage. Det sker, fordi man siden november hvor grænsekontrollen blev indført, har kunnet måle at den har den ønskede effekt - et faldende antal asylansøgere.

– Kontroltiltaget har en god præventiv effekt, og der er grund til at tro, at mange ikke vil forsøge at rejse til Norge, fordi der er kontrol ved de indre grænser, udtaler justitsminister Anders Anundsen.

Fra Nordjylland kan man komme til Norge med Color Line og Fjord Line fra Hirtshals og med Stena Line fra Frederikshavn. På de respektive rederiers hjemmesider kan du læse, hvordan du skal forholde dig, hvis du i den kommende tid skal rejse til Norge.