Norsk kronprinsepar holder ferie i Nordjylland

Det norske kronprinspar har i dag checket ud efter nogle dages ferie på Nystrup Camping i Cold Hawaii Klitmøller. Det skriver Limfjordupdate.dk.

Kronprins Haakon og kronprinsesse Mette Marit har sammen med deres børn nydt det nordvestjyske surferparadis.

Selv om ferien har været holdt hemmeligt, så bekræfter flere personer i Klitmøller nu kronprinseparrets ophold.

Det norske kronprinsepar har nydt Nationalpark Thy og Cold Hawaiis bølger. Familien har nu forladt byen sammen med deres følge, der udover kronprinseparrets køretøjer også talte køretøjer fra den norske sikkerhedstjeneste og det danske PET.

Torsdag aften spiste kronprinseparret og børnene på pizzeria i Klitmøller.

– I går aftes spiste vi pizza på pizzabar i Klitmøller sammen med det norske kronprinspar og deres børn. Da vi så vendte tilbage til Nystrup Camping, vendte kronprinsparret tilbage dertil, hvor de havde lejet en hytte, fortæller Jette Steffensen, der holder ferie på Nystrup Camping.

Medejer af Nystrup Camping, June Hamgren Jensen, vil ikke kommentere på oplysningerne overfor Limfjord Update.


Seneste nyt

fra Nordjylland