NOx-afgift vil ramme teknikerjob

Foto: Michael Schmidt Thomsen (Arkivfoto)

En femdobling af NOx-afgiften vil ramme teknikerjob med specialviden. Teknisk Landsforbund opfordrer regeringen til at revurdere forhøjelsen af afgiften.

Når tillidsrepræsentanter fra Aalborg Portland onsdag har foretræde for Folketingets Skatteudvalg, handler det om at bevare vidensarbejdspladser i Danmark, lyder det fra Teknisk Landsforbund.

- Hvis Aalborg Portland må lukke som følge af en forhøjelse af NOx-afgiften, vil vi formentlig se mange teknikere stå uden job, og vi vil se værdifulde vidensarbejdspladser sive til udlandet, siger Gita Grüning, formand for Teknisk Landsforbund.

Hun minder om, at vi fortsat står midt i en alvorlig økonomisk krise med høj arbejdsløshed inden for flere fagområder.

- Vi skal selvfølgelig tage hånd om miljøet, men vi skal gøre det samlet i EU. Det er vigtigt at tiltag som disse koordineres i EU, for ellers risikerer vi blot at flytte arbejdspladser til udlandet, hvor luftforureningen i værste fald vil være langt større, siger Gita Grüning.

På Aalborg Portland vurderer tillidsrepræsentant Morten Børglum, at en afgiftsforhøjelse vil gøre Aalborg Portland lukningstruet.

- Allerede nu kan du i byggemarkederne syd for grænsen købe cement billigere, end vi kan producere til. Så der skal ikke meget fantasi til at få det på en trailer og kørt herop, og så er vi sådan set sat skakmat, siger Morten Børglum, tillidsrepræsentant for teknikerne på Aalborg Portland.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord