NT sikrer ordnede forhold for chaufførerne

NTs bestyrelse har godkendt, at der skal indføres arbejdsklausuler i NTs udbud af Flextrafik for at sikre ordnede forhold for chaufførerne.

Der skal indføres arbejdsklausuler i NTs udbud af Flextrafik. Det besluttede NTs bestyrelse fredag for at sikre ordnede forhold for chaufførerne.

Helt konkret betyder det, at vognmænd, der udfører Flextrafik for NT, skal sikre at løn, arbejdstid og andre arbejdsvilkår er i overensstemmelse med de mest repræsentative overenskomster, som gælder på hele det danske område.

Indførelsen af arbejdsklausulen sker som konsekvens af, at Trafikstyrelsen tabte dem såkaldte Nortra-sag i Højesteret.

Trafikstyrelsen har tidligere kontrolleret, om vognmænd lever op til lovgivningen, så løn- og arbejdsvilkår, følger de kollektive overenskomster. Trafikstyrelsen har hidtil fortolket lovgivningen således, at det er de repræsentative overenskomster, der er referencerammen i forhold til bestemmelserne i bus- og taxiloven.

Som konsekvens af højesteretsdommen har NT derfor valgt at indføre arbejdsklausuler i det kommende udbud af Flextrafik.

- Den ideelle løsning ville være at ændre lovgivningen, så alle vognmænd på det danske arbejdsmarked, skal leve op til fastsatte krav, for overhovedet at få lov til at udføre personbefordring i Danmark. Nu har vi taget sagen i egen hånd og sikret at vognmænd, der kører i Nordjylland og for NT, skal sikre ordentlige løn- og arbejdsvilkår for deres medarbejdere, siger bestyrelsesformand i NT Thomas Kastrup-Larsen.


Seneste nyt

fra Nordjylland