Hun manglede 129 stemmer: Nu er Theresa Berg alligevel i Folketinget

Theresa Berg Andersen skal vikariere i Folketinget fra 1. januar. Foto: Morten Fyrstenborg, TV MidtVest

Lige siden valget har Theresa Berg Andersen (SF), ærgret sig over, at hun kun var 129 stemmer fra at komme i Folketinget. Men nu kommer hun ind - som barselsvikar for partikollegaen Lisbeth Bech Poulsen.

I dag er Theresa Berg Andersens hverdag her blandt børnene i den integrerede institution ”Lille Madsens hus” i Aars. Snart kommer hverdagen til at foregå i en anden af samfundets institutioner, Folketinget på Christiansborg.

- Jeg er spændt, men der er også en masse uafklarede spørgsmål. Hvad er det lige for nogle konkrete sager, jeg skal sætte mig ind i? Hvad skal jeg bo i? hvornår kan jeg komme derover?

Theresa Berg Andersen, der er børnehaveleder i Aars og første viceborgmesteren i Vesthimmerlands Kommune, har fået besked på, at hun skal i Folketinget i starten af det nye år, når SF-kollegaen Lisbeth Bech Poulsen går på barsel.

- Jeg blev stolt og ydmyg - og også beæret, men jeg da også en lille smule sommerfugle i maven, siger SF’eren fra Vesthimmerland.

129 stemmer gjorde ondt

Op til folketingsvalget i juni følte Theresa Berg Andersen sig overbevist om, at SF i Nordjylland ville få to mandater.

- Jeg vil gøre alt for, at et af de to mandater bliver mit, sagde hun under valgkampen i maj i år.

Sådan gik det ikke, og i dag siger hun lige ud, at hun har haft svært ved at fortrænge, at hun kun var 129 stemmer fra at komme i folketinget.

- Jeg ville hellere tabe med 1000 stemmer, men 129 - det gjorde lidt ondt.

Nu bliver der en plads – foreløbig som vikar – og Christiansborg afskrækker ikke.

- Jeg er kampklar og fuld gejst og tror på, at det her kan lykkes, siger Theresa Berg.

Fordel med kommunalpolitik under neglene

Erfaringen fra den kommunale politik betragtes som en fordel, og der skal fra start slås på mærkesagerne.

- Mit hjerte brænder for mennesker - børn, unge og ældre. Det er der, jeg er skarp, så det er det, jeg skal over og råbe lidt op om.

Lisbet Bech Poulsen, som skal afløses, sidder lige nu i Erhvervsudvalget, Finansudvalget, Retsudvalget og Skatteudvalget - men en rokade gør, at vikaren fra Vesthimmerland kommer til at beskæftige sig med det, hun ved mest om.

- Det er børneområdet og uddannelse. Så jeg får lov til at bruge mine kræfter der, hvor jeg har min viden, siger Theresa Berg Andersen.

Vil du stille op til folketingsvalg igen?

- Det kan jeg svare på, når jeg har været i et barselsvikariat på Christiansborg.

Forsiden lige nu