SAS-strejke afblæst: Nu genoptages flyafgange fra Aalborg Lufthavn

Efter aflysning af flere tusinde flyafgange er SAS og selskabets piloter blevet enige om en aftale, der dermed også genåbner ruterne til og fra Aalborg.

En ugelang strejke er ovre.

Flyselskabet SAS og selskabets piloter er sent torsdag aften blevet enige om en aftale, der også genåbner de flyruter, selskabet har til og fra Aalborg. Det skriver tv2.dk.

- Vi har indgået en ansvarlig og god aftale for begge parter, som vi kan være glade for, og nu kigger vi fremad, siger koncernchef i SAS, Lars Sandahl Sørensen, til TV 2.

Konflikten kom efter, at SAS-piloterne sidste sommer opsagde deres overenskomst fra 2017. I de efterfølgende forhandlinger har de store stridspunkter primært været uenighed om piloternes løn og bedre overblik over deres vagtplaner.

Godt nyt for Aalborg Lufthavn

Meldingen om at SAS genoptager flyafgange fra Aalborg Lufthavn er godt nyt for regionens lufthavn. Her har strejken gjort ondt på påsketrafikken.

April må siges at have været en hård måned for indenrigstrafikken. Vi havde fra start forventet en tilbagegang, grundet helligdagene i påsken, som sidste år faldt i marts, men sidste og denne uges pilotstrejke i SAS var uventet. Det er en ærgerlig situation, som resulterede i en række aflyste afgange fra Aalborg til København i april – svarende til omkring 3.000 passagerer, siger lufthavnsdirektør Søren Svendsen til Aalborg Lufthavns hjemmeside.

Allerede klokken 8.00 lander dagens første SAS-fly fra København i Aalborg Lufthavn, selvom aftalen først kom på plads sent torsdag aften.

Aktieanalysechef hos Sydbank, Jacob Pedersen, der følger flybranchen tæt, har over for TV 2 vurderet, at strejken koster SAS omtrent 50 millioner kroner om dagen.


Seneste nyt

fra Nordjylland