Nu har alle på Læsø adgang til lynhurtigt internet

Læsø Kommune har som den eneste kommune i Danmark 100 procent dækning med en hurtig bredbåndsforbindelse. Det kan gavne tilflytningen, vurderer øens borgmester.

Det går fortsat stærkt med udrulningen af lynhurtigt bredbånd i Danmark - og især i land- og yderkommunerne er der fart på.

I Læsø Kommune har hele 64 procent flere i 2018 end i 2017 fået adgang til det hurtige internet. Det betyder, at 100 procent af befolkningen i Danmarks mindste kommune kan koble sig på hurtigt bredbånd, hvis de ønsker det.

Det viser en ny kortlægning fra 2018, som Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet har lavet.

quote Vi regner jo med at kunne tilbyde vores borgere telemedicin i løbet af i år (hvor patienten taler med lægen over nettet, red.), så der skal forbindelsen fungere, når lægen sidder i den anden ende og har en alvorlig snak med én.

Karsten Nielsen, borgmester, Læsø Kommune (DF)

Og dén mulighed har kæmpe betydning for øens attraktivitet, fortæller borgmester Karsten Nielsen (DF).

- Vi kæmper for at få flere beboere til at flytte herover, og her kan det hurtige bredbånd gøre en forskel. Selv om vi ikke kan måle det lige nu, så kan vi i hvert fald sætte flueben ved dét – og vide, at det i hvert fald ikke er derfor, de ikke skal flytte hertil, siger Karsten Nielsen.

Også på sundhedsområdet spår borgmesteren, at en hurtig forbindelse til resten af verden, vil gøre en stor forskel.

- Vi regner jo med at kunne tilbyde vores borgere telemedicin i løbet af i år (hvor patienten taler med lægen over nettet, red.), så der skal forbindelsen fungere, når lægen sidder i den anden ende og har en alvorlig snak med én, siger han.

Minister: Nettet er afgørende for vækst

Antallet af borgere og virksomheder, som nu har mulighed for at blive koblet op på enten 500 Mbit/s eller 1Gbit/s upload-forbindelser er fra 2017 steget med 13 pct. En udvikling, som teleministeren er begejstret for.

- Jeg er glad for at se, at så mange flere danskere nu kan komme på det lynhurtige net. Det er helt afgørende for væksten herhjemme, at virksomheder og borgere kan regne med en hurtig netforbindelse, så jeg er meget tilfreds med de nye tal, siger teleminister Lars Chr. Lilleholt (V).

Der er ifølge borgmester i Læsø Kommune, Karsten Nielsen (DF), tilsluttet ialt 1850 fiberinstallationer på øen.

På landsplan har 91 procent af alle boliger og virksomheder adgang til mindst 100 Mbit/s download og 30 Mbit/s upload. Det er to procentpoint højere end i 2017.

Så mange har adgnag til hurtigt bredbånd i de nordjyske kommuner:

Brønderslev Kommune  
Frederikshavn Kommune  89% (2017)  90% (2018)  +1%
Hjørring Kommune  86% (2017)  91% (2018)  +6%
Jammerbugt Kommune  90% (2017)  92% (2018)  +3%
Læsø Kommune  36% (2017)  100% (2018)  +64%
Mariagerfjord Kommune  74% (2017)  76% (2018)  +2%
Morsø Kommune  85% (2017)  88% (2018)  +3%
Rebild Kommune  79% (2017) 79% (2018)  0%
Thisted Kommune  81% (2017) 90% (2018) +10%
Vesthimmerlands Kommune  74% (2017)  76% (2018)  +2%
Aalborg Kommune  94% (2017)  97% (2018) +3%
Kilde: Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet

Seneste nyt

fra Nordjylland