Nu kan de statslige arbejdspladser søges

Statens Administration ansætter de første 40 medarbejdere til løn og regnskab i Hjørring. Det er de første stillinger, der slås op i Nordjylland, efter regeringen besluttede at flytte statslige arbejdspladser væk fra hovedstadsområdet.

Nu er de statslige arbejdspladser her! For i Hjørring skal der ansættes 40 nye medarbejdere i Statens administration. Det er de første stillinger, der slås op, efter regeringen 1. oktober valgte at flytte statslige arbejdspladser væk fra hovedstadsområdet.

Som første led i etableringen af Statens Administration i Hjørring, påbegyndes i midten af november ansættelsen af de første 40 løn- og regnskabsmedarbejdere i Nordjylland. Rekrutteringen af de første medarbejdere til styrelsens stabsfunktion er allerede gået i gang, og vil være med til at sikre god opstart og modtagelse.

"Vi glæder os til at tage hul på etableringen af Statens Administration i Hjørring, og ser frem til at tage imod vores nye, nordjyske kollegaer", siger Frank Petersen, direktør i Statens Administration.

Efter planen skal de 40 løn- og regnskabsmedarbejdere sidde klar i Hjørring d. 1. marts 2016, og er første led i rækken af 226 arbejdspladser, som løbende vil blive flyttet til Hjørring indtil Statens Administration er fuldt etableret i 2017.

Statens Administration har derfor et ønske om at tiltrække de nordjyske løn- og regnskabskompetencer, som både er fagligt stærke og som samtidig har "en pionér i maven", det vil sige lyst til aktivt at bidrage til etablering og udvikling af styrelsen i Hjørring.

Styrelsen bliver placeret på Arsenalvej 55 i Hjørring, ved siden Forsvarsministeriets Regnskabsstyrelse, hvor der bliver gjort lokaler klar til de første medarbejdere.

Statens Administration ser frem til at påbegynde rekrutteringen i Nordjylland, og glæder sig til at byde sine nye medarbejdere velkommen.

Fakta om Statens Administration
Statens Administration er en styrelse i Finansministeriet med ca. 350 ansatte. Statens Administration arbejder med fornyelse og effektivisering af den offentlige sektor. Styrelsen er med til at sikre, at der arbejdes målrettet på optimering af de administrative driftsopgaver på tværs i staten. Opgaverne omfatter blandt andet lønudbetaling, økonomi og regnskab samt låne- og tilskudsadministration. Statens Administration er opdelt i to administrative driftscentre, Økonomiservicecentret (ØSC) og Finansservcentret (FSC) samt en stabsfunktion.


Fakta om Økonomiservicecentret
Økonomiservicecentret (ØSC) håndterer en række løn- og regnskabsopgaver for ca. 160 statsinstitutioner, herunder lønudbetaling til ca. 55.000 statsansatte, og håndtering af ca. 980.000 købsfakturaer, ca. 763.000 salgsfakturaer og ca. 122.000 rejseafregninger.

Seneste nyt

fra Nordjylland