Nu kan du booke en overnatning på Danmarks første trætophotel

Byggeriet af den første trætophytte ved Als Odde skrider frem efter planen, og derfor åbner folkene bag byggeriet nu for, at de kommende gæster kan booke overnatninger i skovens top fra 1. juli.

Hvis du er til naturoplevelser lidt ud over det sædvanlige, er der nu godt nyt fra Løvtag, som er i gang med at bygge Danmarks første trætophotel i skoven ved Als Odde. Byggeriet er nu så fremskredent, at Løvtag har åbnet for booking af overnatninger fra 1. juli og frem.

- Det er endnu en kæmpe milepæl i vores projekt, at vi nu kan se enden på byggefasen. Hytten er efterhånden så langt, at man kan gå rundt både inde i den og på tagterrassen, og det er en ret fantastisk oplevelse, hvis vi selv skal sige det. Vi glæder os helt vildt til at se, hvordan omverdenen tager imod vores lille hotel, siger Rasmus Lybæk, der er en af initiativtagerne til projektet.

Hytten bliver bygget 6-8 meter over jorden og kommer til at indeholde fire sovepladser samt køkken, bad og toilet. Den bliver bygget omkring træet, som går igennem både gulv og tag, så man kommer helt tæt på naturen, selv om man er indendørs.

- Vi er super glade for, at vi kan samarbejde med andre lokale virksomheder om mad, rengøring mv. og vil på sigt også gerne samarbejde med udbydere af naturoplevelser som træklatring, kajakudlejning og lignende. På den måde håber vi, at andre i området kan få glæde af de gæster, vores hytter tiltrækker, siger Nanna Balsby, der er medejer af Løvtag.

Hvis den første hytte bliver en succes, håber Løvtag at kunne rejse finansiering til at bygge flere hytter til næste sæson. Den første hytte er finansieret af ejerne selv med støtte fra LAG Himmerland, som har givet 400.000 kr. til projektet.


Seneste nyt

fra Nordjylland