Nu kan du kombinere din bustur gennem Nordjylland med en delecykel

Fremover kan du leje en delecykel som en del af din rejse, når du planlægger en rute med Nordjyllands Trafikselskabs rejseapp MinRejseplan.

Fremover kan du tage en cykel, når du planlægger din rejse med Nordjyllands Trafikselskabs (NT) rejseapp, Min Rejseplan. 

Nordjyllands Trafikselskab har indgået et samarbejde med virksomheden Donkey Republic, der udlejer delecykler i Aarhus og Aalborg, så brugerne af MinRejseplan kan bruge cyklerne som en del af deres rejse i Nordjylland. 

- Det er helt i tråd med den vision, som vi har for Nordjylland og hele ideen bag MinRejseplan. Samarbejdet med andre mobilitetsudbydere gør os i stand til at tilbyde nordjyderne en bred vifte af mobilitetsløsninger, så de nemt og bekvemt kan bevæge sig rundt i regionen, siger Nuuradiin Hussein, bestyrelsesformand hos Nordjyllands Trafikselskab.

- Og de private transportformer ser vi som et kærkomment supplement til den kollektive trafik og den service, som vi som mobilitetsselskab er sat i verden for at tilbyde og ikke mindst løbende udvikle.

Kombinerer offentlig og privat transport

Det særlige ved MinRejseplan er, at den kombinerer de offentlige transportmidler som tog og bus med flere private aktører såsom taxiselskaber og samkørselstjenesten GoMore.

Sådan her kan en rejse fremover komme til at se ud, når du bruger MinRejseplan. 
Sådan her kan en rejse fremover komme til at se ud, når du bruger MinRejseplan. 
Foto: NT

Når man indtaster sin rejse i MinRejseplan, udvælger den de bedste muligheder, så man som bruger får den hurtigste rute. 

I Aalborg findes der 50 delecykler, som nu også fremkommer på en søgning på MinRejseplan.

- MinRejseplan er helt oplagt som platform for Donkey Republic. Udover at vi naturligvis gerne vil gøre nordjyderne opmærksomme på delecykler som alternativ transportform, så er delecyklen et oplagt valg og et tiltrængt break fra eksempelvis bus- og togrejsen. Det kan være en befrielse selv at være transportmidlet med pedalkraften og afbryde en rejse, hvor man som regel er fysisk passiv, siger Erdem Ovacik, CEO i Donkey Republic.

Donkey Republic er det fjerde samarbejde, som NT har med private aktører. I forvejen har de et samarbejde med GoMore, taxi og Green Mobility, som tilbyder 400 dele-bybiler i København.

MinRejseplan har sit udspring i Nordjylland, men anvendes også i den øvrige del af Danmark. 


Seneste nyt

fra Nordjylland