Nu kan ildsjæle igen søge penge til at realisere drømmeprojektet

Pixlart i Østervrå er et af de projekter, der har modtaget støtte fra Realdania. Foto: Real Dania

Det sker som led i Realdanias kampagne 'Underværker'. Målet er at bygge nye fællesskaber og sikre et levende lokalsamfund.

Siden 2011 har Realdania målrettet støttet projekter i det byggede miljø, som er drevet af frivillige ildsjæle. I Nordjylland har kampagnen blandt andet støttet Pixlart i Østervrå, Bryghus i Vrå og Kulturbrugsen i Sebbersund.

Og nu er det igen tid at indsende projekter, hvis man vil være med. Der bliver nemlig åbnet op for tilmelding den 18. september.

Realdanias erfaringer viser, at ildsjælene finder nye løsninger og får øje på muligheder i lokalsamfundet. Og at det frivillige engagement skaber resultater. Derfor har Realdania valgt at forlænge kampagnen Underværker med yderligere 45 millioner kroner og tre ansøgningsrunder frem til 2020. Underværker er netop rettet mod aktiviteter, der skaber lokalt sammenhold, bygger nye fællesskaber og sikrer et levende lokalsamfund.

Læs også PixlArt rykker ind på den store scene

- I Realdania er vi begejstrede for ildsjælene, og det er derfor en særlig glæde igen at kunne støtte op om deres projekter. Ildsjælene er ofte de bedste til at se lokale muligheder, udfordringer og ’blinde pletter’, og med deres vedholdenhed skaber de nye fællesskaber i både land og by. Vi glæder os til at se deres gode idéer komme ind over de næste mange måneder,” siger programchef i Realdania, Per Schulze.

Har man en god idé til et projekt, kan man byde ind ved at lægge det på kampagnen Underværkers hjemmeside. Derefter gælder det om at få opbakning til ens projekt. Det gøres ved at ens projekt får ’likes’ på hjemmesiden. Hvis det lykkes at samle mere en 200 ’likes’ sammen, går projektet videre til bedømmelse. Her vil et panel bestående af markante ildsjæle og iværksættere i samarbejde med Realdania udvælge de bedste projekter. De 200 ’likes’ skal være i hus inden den 13. december.