Nu kan kanten af Nordjylland også komme med bussen

Foto: NT

Uanset hvor langt der er til nærmeste stoppested, har alle nordjyder nu mulighed for at blive transporteret til bussen ved hjælp af en ny kørselsordning.

Bor man i et område, hvor hverken bus eller tog når ud, er der nu åbnet for muligheden for at blive hentet hjemme på adressen.

Det er et nyt flextrafik-tilbud, som Nordjyllands Trafikselskab (NT) har igangsat. Kørselsordningen Plustur koster 22 kroner pr. person og bestilles over Rejseplanen.dk.

- Formålet med Plustur er at løfte mobiliteten i de nordjyske landområder ved at tilbyde kunderne en prisvenlig og integreret kollektiv trafikløsning, der nemt og bekvemt søges frem i Rejseplanen som en del af en almindelig rejse. Vi håber derfor, at endnu flere nordjyder vil benytte sig af den kollektive trafik i fremtiden, forklarer Mette Henriksen, der er chef for kunder og salg hos NT i en pressemeddelelse. 

Modsat det eksisterende Flextrafik, der kører fra adresse til adresse, gælder Plustur mellem en adresse og et stoppested eller et stoppested og en adresse og dækker derfor kun en lille del af den samlede rejse. Ordningen følger bussernes og togenes dagsruter og skal bestilles via Rejseplanen.dk minimum to timer før planlagt afgang. Dremed er det en interegreret del af den kollektive trafik, hvor Flextrafik i stedet er et alternativ. 

Plustur er en del af samarbejdet mellem NT, Region Nordjylland og de nordjyske kommuner. Allerede siden maj 2017 har Plustur kørt i Jammerbugt og Hjørring Kommune. 

- Plustur udgør blot seneste skud på stammen, og vi glæder os meget over at kunne tilbyde en attraktiv løsning til vores kunder, som ikke er fast forbundet med resten af regionen via den kollektive trafik. Det bliver de nu med Plustur, der strækker hovednettet ud til kanten af hele regionen, siger Mette Henriksen i en pressemeddelelse. 

Hjælper flere aldersgrupper

Fra 3. januar til den 10. februar er der blevet foretaget 74 kørsler med Plustur. Her var 64 procent af de 105 rejsende kvinder. Kørselsordningen har vist sig at få fat i flere aldersgrupper end NT's andet åbne flextrafik-tilbud til kunder på tidpunkter og i områder, hvor der ikke er almindelig kollektiv trafik.

- Plustur er et kørselstilbud målrettet de få i nogle bestemte landområder, som har manglet en integreret kollektiv trafikløsning. Hvor Flextur primært bestilles af ældre, har vi med tallene fået vished om, at Plustur rammer ned i et andet mobilitetsbehov hos en yngre aldersgruppe, eftersom at mere end to ud af tre Plusture bestilles af personer i alderen fra 20 til 49 år. Vi kan dermed konstatere, at vi foreløbigt er lykkedes med at udvide den kollektive trafik og vores produktpalette til andre målgrupper – og det var netop et af vores succeskriterier for Plustur, slutter Mette Henriksen.

Flere nyheder fra TV2 Nord