Nu må Aphinya rejse til Danmark igen

Torsdag fik Aphinya Pechmuang et tysk opholdskort, som betyder, at hun nu må rejse tilbage over den dansk-tyske grænse.

For godt et halvt år siden sagde Aphinya Pechmuang og hendes familie farvel til Farsø og til Danmark. Et farvel, der for Aphinya betød, at hun ikke kunne vende tilbage til Danmark lige foreløbig.

Men det ændrede sig i torsdags. Aphinya modtog nemlig et tysk opholdskort, som giver hende mulighed for de næste fem år at rejse til alle lande i Schengen – og dermed også Danmark.

Video: Facebook

- En million tak til Tyskland for at give opholdstilladelse til mig, sagde en tydeligt begejstret Aphinya i en video, hun fredag lagde på Facebook.

- Jeg fældede en tåre

Også Aphinyas stedfar, Heini Bøgelund Andersen, var begejstret, da han fik at vide, at Aphinya nu kan krydse den dansk-tyske grænse.

- Aphinya ringede til mig på Messenger, da jeg kørte fra Aalborg mod Flensborg. Hun var helt vild. Der var billede på, så hun kunne vise mig kortet. Der må jeg indrømme, at jeg fældede en tåre. Det var sgu dejligt, fortæller Heini Bøgelund Andersen.

Aphinya var nede at hente sit opholdskort sammen med den 14-årige Poy, som i 10 måneder heller ikke har kunnet rejse tilbage til Danmark.

- De to dansede rundt nede på udlændingekontoret. De var helt oppe at køre, fortæller Heini Bøgelund Andersen.

Tog alene til fødselsdag

Familien vinkede farvel til Farsø den 20. august 2018. Den gang satte familien kursen mod Flensborg, hvor de har opholdt sig siden. Heini Bøgelund Andersen beholdt sit job i Aalborg, mens Aphinya blev indskrevet på en dansk skole i Flensborg.

Her har Aphinya fundet sig godt tilpas. Men selvom det går godt, har hun ikke haft mulighed for at tage til Danmark og besøge familie og venner.

- Det har betydet, at hver gang der har været fødselsdag i familien, så måtte jeg tage af sted alene, fordi min kone og Aphinya ikke har måttet rejse ind i landet. De har været låst i Tyskland, siger Heini Bøgelund Andersen.

Hans kone fik et tysk opholdskort onsdag, og dermed kan hele familien nu rejse til Danmark og besøge familien i påsken.

Bliver i Tyskland - indtil videre

Men selvom familien nu kan bevæge sig tilbage over grænsen, så er det ikke sikkert, at familien vil flytte tilbage til Danmark.

Aphinya er nemlig blevet rigtig glad for at gå i skole, hvor hun lige nu går i sjette klasse.

- Jeg kan ikke svare på det. Der er mange ting der spiller ind. Aphinya er sindsygt glad for at være her. Hun klarer sig godt i skolen og lærerne roser hende. Så det gør ondt at skulle hive ind ud af skolen igen, så vi har ikke travlt med at komme hjem, siger Heini Bøgelund Andersen.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland