Nu skal sommerhusene rives ned

Nu går det ikke længere. Hjørring Kommune har givet ejerne af tre af de udsatte sommerhuse i Nørlev og Nørre Lyngby et nedrivningspåbud

- Jeg er meget skuffet over Hjørring Kommune. Den 23. december fik jeg nok den dårligste julegave. Nemlig et varselsbrev. Nu vil de have, at jeg skal rive huset ned.  

Det fortæller Christian Hartmann, der har et sommerhus ved Nørlev Strand. Et hus, der er på vej ud over kanten af klitten.

I varselsbrevet til Christian Hartmann skriver Hjørring Kommune:

"Vi vurderer, at jeres sommerhus ikke står til at rede. Vi vurdrer, at der er risiko for, at jeres sommerhus indenfor en kort periode kan styrte ned på stranden til fare for forbipasserende."

I begyndelsen af december var Christian Hartmann ellers en glad mand, efter nyheden om, at han blot fik et rømningsforbud, og at Hjørring Kommune 16. januar ville holde møde med sommerhusejerne om mulig kystsikring.  Derfor kommer nedrivningspåbuddet som en overraskelse.

- Det bliver en dyr omgang. Det er et lille hus til en million, men forsvinder det, så forsvinder millionen, fortæller Christian Hartmann.

I alt har tre sommerhusejere nu fået et nedrivningspåbud. To i Nørlev og et i Nørre Lyngby. Fra Hjørring Kommune lyder det, at de ikke længere er forsvarligt at lade husene stå. Der er forsvundet mere sand under husene, og dermed er risikoen for nedstyrtning på stranden øget.

Det er i alt tre grundejere, der skal rive husene ned. De har frist til henholdsvis 1. februar og 1. marts.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland