Nu skulle den være helt sikker

Final4 flyttes fra Aarhus til Gigantium i Aalborg. Kampene spilles i starten af februar i Gigantium.

Tidligere har mændenes pokalturnering i håndbold, også kendt som Final4, været afholdt i Aarhus. Nu er det besluttet at dette års kampe skal rykkes til Gigantium.

I sidste uge meddelte Dansk Håndbold Forbund også, at finalestævnet blev flyttet til Nordjylland, men den udmelding blev hurtigt trukket tilbage, da forbundet ikke havde alle aftaler på plads.

De fire finalehold er Aalborg Håndbold og tre sjællandske klubber, og det har været et af argumenterne for at flytte stævnet.

Nu skulle aftalen imidlertid være i hus, og håndboldglade nordjyder kan se frem til den første spilledag lørdag den 4. februar, hvor AG København møder Ajax København og Aalborg Håndbold møder Nordsjælland Håndbold.

Den endelige finale spilles søndag den 5. februar.


Seneste nyt

fra Nordjylland