Nu styrtdykker temperaturerne: 12 grader koldere i Nordjylland

En markant koldfront bevæger sig i aften og i nat ned over Danmark og giver os en kold og blæsende mandag. Det betyder kold luft og ingen sommer til nordjyderne.

I aften og i nat passerer en koldfront med skyer og byger nemlig ned over landet fra nord, og bagpå den strømmer særdeles kølig luft for årstiden frem imod Danmark.

Det betyder, at temperaturerne styrtdykker frem mod i morgen, hvor vi kun når op mellem 7 og 10 graders varme og blæsende. 

Søndag havde Nordjylland flere steder over 20 grader, men det var sommeren i denne omgang, for i morgen bliver det til cirka 8 grader, som det maximale. Det er et temperaturfald på 12 grader over ét døgn. Dog får vi nogen eller en del sol og kun få byger, der især kan falde i de sydlige egne først på dagen.

Ikke nok med at vi skal lægge korte bukser på hylden, så bliver det også ganske blæsende med frisk eller hård vind fra nordøst - i nat ved kysterne sågar op til kuling.

Det kølige majvejr holder ved det meste af ugen, selvom temperaturerne langsomt kravler op mellem 10 og 15 grader hen imod næste weekend.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland